DMI varsler stormende kuling: Gert holder øje med sit sommerhus
DMI varsler stormende kuling med vindstød af stormstyrke søndag aften og nat. Gert Frølund Pedersen følger varslinger tæt. Hans sommerhus ved Nørlev Strand ligger kun 14 meter fra havet.
I første klitrække på Majvej 3 ved Nørlev Strand ligger Gert Frølund Pedersen sommerhus. De sidste 10 år er der forsvundet 45 meter af kysten, og nu er der kun 14 meter fra sommerhuset og til havet.
Hvis vindretningen er i den værst tænkelige og vandstanden er høj, så bliver det rigtig slemt.
- Gert Frølund Pedersen, Sommerhusejer.
- Det er ikke langt. Sidste storm i december 2016 tog 11 meter, siger sommerhusejer, Gert Frølund Pedersen.
Metrologerne varsler stormende kuling søndag og mandag med vindstød af stormstyrke. Derfor holder Gert Frølund Pedersen ekstra øje med DMI’s vejrudsigter i disse dage.
- Hvis vindretningen er i den værst tænkelige og vandstanden er høj, så bliver det rigtig slemt. De tør ikke love noget endnu før lørdag, og det er søndag og mandag, hvor de lover den hårde vind, siger Gert Frølund Pedersen.
8 sommerhuse styrtet i havet siden 2013
Siden 2013 er 8 sommerhuse styrtet i havet på strækningen mellem Nørlev Strand og Skallerup Klit Feriecenter. Flere steder på strækningen er der i dag kystsikring med såkaldt hårdkystsikring, hvor der er lagt sten ved klitfoden.
Vi troede næsten, at vi var sluppet den her vinter, nu det var gået så godt indtil nu med ingen storme.
- Gert Frølund Pedersen, Sommerhusejer.
- Det vi har set, der syd for nedkørslen til Nørlev Strand, det er, at den sikring har virket rigtig godt, når det stormer og brager, så er det, det vi kalder en bagstopper, og det er rigtig fint, siger formand for teknikudvalget i Hjørring Kommune, Søren Smalbro (V).
Der mangler sikring på en strækning på 650 meter, hvor blandt andet Gert Frølund Pedersen sommerhus ligger. Han håber, at Grundejerforeningen at får lov til at kystsikre til efteråret.
- Jeg synes, at det bliver rigtig rart, så man kan få ro. Det er en ansøgning, vi har lavet og så er det stort set fra Lønstrup by og helt op til Hirtshals, at vi får lukket, så vi ikke ser de her sommerhuse, der giver problemer og falder ned, siger Gert Frølund Pedersen.
Følger situationen i weekenden
Det er en strækning på 650 meter, som skal kystsikres med sten og sand. Høringsfasen er netop udløbet, og Hjørring Kommune skal træffe beslutning om projektet i løbet af foråret.
- Jeg må bare sige, at det falder godt i tråd med det vi gerne vil i Hjørring Kommune med længere og mere sammenhængende kystsikringsanlæg, siger Søren Smalbro (V).
Mens Vesterhavet gør klar til at puste sig op, så holder Gert Frølund Pedersen vejret. I weekenden følger han situationen fra første klitrække i sommerhuset.
- Vi troede næsten, at vi var sluppet den her vinter, nu det var gået så godt indtil nu med ingen storme, siger Gert Frølund Pedersen.
Grundejerne skal selv betale for kystsikringen. For Gert Frølund Pedersen kommer det i følge den fordelingsnøgle som er vedtaget i grundejerforeningen til at koste ham over 300.000 kroner.