Unge i Vesthimmerland får nyt mødested
Torsdag bliver et nyt mødested for unge i Vesthimmerland indviet med aktiviteter og fest. Det er kommunens ungeråd, der står for mødestedet.
Den gamle rådhusbygning i Aars er torsdag pyntet op med flag og balloner. Derudover er der kommet masser af sækkestole, farvede lamper, graffiti på væggene og en rød løber er rullet ud foran indgangen.
Anledningen er, at Vesthimmerlands nye ungested for kommunens børn og unge i alderen 13 til 21 år er åbnet i de gamle rådhuslokaler.
Projektet har været flere år undervejs, for Vesthimmerlands Kommune har de seneste år arbejdet med at lave et ungemiljø, der samler kommunens unge og skaber et lokalt fællesskab. Et projekt, som Ungerådet i Vesthimmerland har arbejdet for, siden rådets opstart for fem år siden
- Det er helt fantastisk. Det er et projekt, vi har arbejdet på i rigtig mange år efterhånden. Lige siden Ungerådet blev oprettet, så har det været hovedkernen omkring rådets arbejde, at vi skulle have et miljø, hvor alle kan føle sig velkomne, og alle aldersgrupper kan mødes på kryds og tværs og hænge ud og have et sted at være, siger Mikkel Due-Hansen, der er formand for Ungerådet i Vesthimmerland.
En festdag
Huset, der ligger over for Vesthimmerlands Gymnasium og HF i Aars, har fået navnet HotSpot. I underetagen er der bygget et mødested for unge med plads til aktiviteter som bordtennis og pool.
Nu er vi sammen i samme hus, så det bliver en kæmpe styrke for vores arbejde.
- Erik Krogh Pedersen, Leder, UNGVesthimmerland.
Derudover er der undervisningslokaler, et kreativt værksted og et musikrum. I overetagen holder Ungerådgivningen og UngVesthimmerland til.
- Jeg synes, vi får en unik mulighed som fagpersoner for at komme tættere på de unge mennesker, som vi arbejder med til daglig. Nu er vi sammen i samme hus, så det bliver en kæmpe styrke for vores arbejde, siger Erik Krogh Pedersen, der er leder af UNGVesthimmerland.
Indvielsesfesten byder på taler, aktiviteter og gratis hotdogs og kage. Hen på aftenen er der besøg af komiker Simon Tang, inden en DJ tager over og holder gang i dansegulvet indtil klokken 22.
- Det her er noget, vi har varmet op til i et års tid nu, hvor vi har kunne se stedet tage form lige så stille. I dag er det en festens dag, hvor vi skal fejre fem års arbejde, siger Mikkel Due-Hansen fra Ungerådet.