Corona på plejecenter: Ansatte oplever chikane
Foto: Ib Willam Christensen
Politikere tager skarp afstand fra, at medarbejdere på Vendelbocentret oplever uheldige episoder grænsende til chikane i forbindelse med coronaudbruddet på plejecentret.
De sidste par uger har været udfordrende på Vendelbocentret og i Hjørring Kommunes ældrepleje generelt.
Flere medarbejdere fra kommunens ældreområde har de seneste dage oplevet uheldige episoder, grænsende til chikane. Episoderne har både fundet sted i medarbejdernes arbejdstid såvel som i deres fritid.
Det skriver Hjørring Kommune i en pressemeddelelse.
For en medarbejder, der har tager vagter på Vendelbocenteret, har det fået konsekvenser for ægtefællens mulighed for at møde på arbejde.
Et andet eksempel er en medarbejder, der blev kontaktet i en dagligvarebutik, med besked om at kommunens medarbejdere ikke havde noget at gøre der.
- Vi er både vrede og skuffede over, at vores medarbejdere får sådan en medfart. Det hører ingen steder hjemme. Det er jo nogle af de medarbejdere, der har kæmpet og fortsat kæmper en brav kamp, for at udføre de mange ekstra tiltag, der skal stoppe smitten i at brede sig. Det er svære forhold at arbejde under. Samtidig gør de deres yderste for at give pleje og omsorg for vores ældre. Vi vil gerne benytte lejligheden til, på vegne af det samlede byråd at rose alle de medarbejdere, der yder en kæmpe indsats for at give borgerne den bedst mulige service på trods af svære arbejdsbetingelser, siger borgmester Arne Boelt (S), 1. viceborgmester Per Møller (K) og 2. viceborgmester Henrik Jørgensen (V) i pressemeddelelsen.
Alt personale er klædt i heldragt
Kommunen følger Sundhedsstyrelsens retningslinjer for smitterengøring, og det betyder, at Vendelbocenteret nærmer sig et fuldkomment sterilt område. Alt personale er iklædt heldragt, handsker og masker på samme måde, som man vil se det på en covid-afdeling på et sygehus.
Derudover er der særlige medarbejdere, der alene har fokus på, at personalet bruger alle værnemidler korrekt. Kommunen får også hjælp og rådgivning af hygiejneeksperter fra Aalborg Universitetshospital. Medarbejdere og borgere er derfor bedst muligt beskyttet mod smitterisiko.
Færre nye smittetilfælde i Hjørring
For borgere i Sindal-området og Hjørring Kommune generelt, der ikke er nære kontakter til allerede smittede, er derfor ikke udsat for en større risiko for covid-19-smitte end alle andre i Danmark. Det gælder også, selvom man bor sammen med eller møder ansatte fra Vendelbocentret, så længe man husker på myndighedernes generelle retningslinjer.
Samtidig er der tegn på, at Hjørring Kommunes tiltag har den ønskede effekt. De seneste tal fra Statens Serum Institut, som er gjort op på kommuneplan viser, at der er færre nye smittetilfælde i Hjørring Kommune i denne uge sammenlignet med sidste uge.