![](/img/asset/aW1hZ2VzLzIwMjUvMDEvMDYvaW1nXzcxMDAuanBlZw/img_7100.jpeg?fm=jpg&w=4032&h=3024&s=f28489b54bec112782bb4178258212f2)
![](/img/asset/aW1hZ2VzLzIwMjUvMDEvMDYvaW1nXzcxMDAuanBlZw/img_7100.jpeg?fm=jpg&w=4032&h=3024&s=f28489b54bec112782bb4178258212f2)
Minister giver forklaring på fiskekontrol i Hirtshals
Foto: Niels Yuri Iltchenko Rasmussen / TV2 Nord
'En effektiv kontrol er en forudsætning for at sikre, at der tages vare på vores fælles fiskeressourcer og havmiljø,' lyder det blandt andet.
Nærmest alle hverdage i 2024 var fiskerikontrollen på besøg på Hirtshals Fiskeauktion. Det var i hvert fald auktionsmester Finn Møllers oplevelse.
Hvilke forklaringer har I fået på de her mange besøg?
- Vi får som sådan ikke nogle forklaringer på, hvorfor besøgsantallet er så stort. Vi får måske en tilkendegivelse fra de her kontrollører om, at de er mødt på arbejde, og skal lave noget, sagde Finn Møller i begyndelsen af januar til TV2 Nord.
Fiskeristyrelsen oplyste i januar til TV2 Nord, at der i 2024 var foretaget 150 kontroller hos Hirtshals Fiskeauktion.
Fiskeriordfører stillede spørgsmål
Historien om de mange kontrolbesøg fik Konservatives fiskeriordfører Per Larsen, der er valgt i Nordjylland, til at stille en række spørgsmål til fiskeriminister Jacob Jensen (V).
Han spurgte blandt andet ministeren om, hvilken risikovurdering, der lå til grund for, at der blev foretaget så mange besøg uden anmærkninger, og om ministeren vil tage initiativ til at evaluere fiskerikontrollens indsats?
De spørgsmål har ministeren nu svaret på.
'Landbrugs- og Fiskeristyrelsen kan oplyse, at der i 2024 er registreret 148 kontrolbesøg på Hirtshals Fiskeauktions arealer, hvoraf de 73 vedrører Hirtshals Fiskeauktion, mens 75 kontrolbesøg vedrører enten fiskefartøjer eller opkøbere.'
'Af de 73 besøgsrapporter vedrørende Hirtshals Fiskeauktion er der konstateret tre forhold, herunder ét tilfælde, hvor et større parti fisk blev kasseret, fordi partiet var uegnet til menneskeføde,' lyder det i svaret fra Jacob Jensen, som fortsætter:
'Landbrugs- og Fiskeristyrelsen foretager risikovurderinger i relation til fiskefartøjer, og såfremt der aktuelt er fartøjer med tilstrækkelig høj risikoscore i relation til mulige overtrædelser af gældende fiskeriregler, bliver sådanne fartøjer prioriteret først til kontrol. Kontrollen gennemføres, hvor risikoen for overtrædelser er størst.'
Evaluerer løbende
Fiskeriministeren oplyser, at 'en effektiv kontrol er en forudsætning for at sikre, at der tages vare på vores fælles fiskeressourcer og havmiljø. Der skal samtidig være en balance, der sikrer, at gennemførelsen af kontroller altid står i et rimeligt forhold til formålet med kontrollen,' og at indsatsen løbende evalueres.
'De kommende år vil der særligt være fokus på implementeringen af EU’s reviderede fiskerikontrolsystem, som blev vedtaget i slutningen af 2023,' står der i ministersvaret.