Advarer: Revlehuller bragte strandgæster i livsfare
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Den seneste uge har budt på flere livreddende aktioner for de nordjyske livreddere.
Vejret indbød i sidste uge i højere grad til at tage en tur til stranden, end tilfældet har været tidligere på sommeren, hvilket resulterede i øget travlhed for de nordjyske kystlivreddere.
Det fortæller Trygfonden, som har livreddere ved en række danske strande, i en pressemeddelelse.
Kystlivredderne var i uge 30 involveret i fire livreddende aktioner ved strande i Nordjylland. I to tilfælde var der tale om, at badegæster blev fanget i såkaldte revlehuller ved Tornby Strand.
- Livredderne er ved at pakke udstyr sammen kort før lukketid, da en badegæst informerer dem om, at to personer er fanget i et revlehul 50 meter væk fra livreddernes primære zone. Den ene livredder svømmer ud til de nødstedte, mens den anden bliver på stranden og holder overblik, skriver Trygfonden om en episode 24. juli.
Der er tale om flest livreddende aktioner den forgange uge i Nordjylland.
- Livredderen i vandet rækker en redningstorpedo ud til den første, som kan hjælpe med at holde personen oppe, hvorefter livredderen svømmer ud til den anden. Livredderen svømmer begge personer ind med assistance fra sin makker på det sidste stykke.
Måtte i aktion igen
Redningsaktionen blev dog ikke dagens sidste opgave for livredderne ved Tornby.
- Efter lukketid observerer livredderne en ældre herre på et boogieboard fanget i samme revlehul, som de mindre end en halv time tidligere reddede to badegæster væk fra. Den ene livredder svømmer ud til manden og får hjulpet ham ind til land, mens den anden livredder assisterer fra stranden, fortæller Trygfonden.
Et revlehul - også kendt som et hestehul - er en fordybning i strandens revler, hvor der under bestemte vind- og bølgeforhold opstår en udadgående strøm, der fører vand tilbage fra stranden og ud i havet. Det er netop denne strøm, der kan være farlig, hvis man bliver fanget i den og prøver at kæmpe imod.
- Et revlehul er som udgangspunkt ikke farligt, hvis man ved, hvordan man skal tackle det. Men bliver man fanget i et revlehul og begynder at kæmpe imod, så kan det blive rigtig farligt. Selv dygtige og rutinerede svømmere kan drukne i udmattelse, hvis de går i panik og prøver at kæmpe imod strømmen. I et revlehul vil man blive trukket ud, men ikke ned under vandet, siger Anders Hammer, uddannelsesleder i Trygfonden Kystlivredning.
- Det er vigtigt at bevare roen og lade sig føre ud med strømmen, til den er mindre stærk, og så skal man svømme til siden langs stranden, hvorefter man kan bruge bølgerne til at komme ind mod land igen, siger Anders Hammer.
Ud over episoderne ved Tornby Strand var Trygfondens nordjyske kystlivreddere i den forgangne uge involveret i livreddende aktioner ved Løkken Strand, hvor en ældre mand blev fundet livløs i vandet, og ved Palmestranden i Frederikshavn, hvor en kvinde og hendes søn drev fra land på et SUP-board.
Sådan tackler du et revlehul: