9-årig bager kager til tusindvis af kroner
Foto: Hans-Christian Lauritzen
I weekenden lavede Beater og Mormor kagetapas til 30 mennesker.
Hun gør det for at samle penge ind til BørneTelefonen.
Beate Vega Eichner Jensen er bare 9 år gammel og går i 3. klasse på Lundergårdskolen i Hjørring.
Siden april har hun bagt kager sammen med sin mormor Susanne Eichner, og solgt dem for at samle ind til BørneTelefonen. Beate ville sælge for 10.000 kroner, men det troede mormor slet ikke på.
Nu er makkerparret dog bare få hundrede kroner fra målet.
- De kager, vi bager, bliver jo solgt. Det giver penge til BørneTelefonen og Børns Vilkår, så de kan bruge mere tid på at svare, når børn har det svært, og de ringer til dem, forklarer Beate Vega Eichner Jensen.
Da TV2 Nord optager bageriet torsdag formiddag, havde Beate og hendes mormor solgt for 9.310 kroner, der ubeskåret går til BørneTelefonen og Børns Vilkår.
- Jeg kan godt lide at hjælpe andre børn, men det er ikke så tit, jeg får chancen, så jeg får chancen her, siger Beate Vega Eichner Jensen.
Mormor Susanne Eichner fra Vrensted er ikke overraskende glad for hendes og barrebarnets bageprojekt.
- Det betyder jo alverden. Dels så er det fantastisk at få lov til at have kvalitetstid med sine børnebørn, og få lov til at lave ting sammen. Det gør jo noget helt særligt, men også det at hjælpe børn til, at de faktisk kan hjælpe andre, og den værdi i, at de faktisk skal have omsorg for andre, end dem selv, forklarer Susanne Eichner.
Da de startede bageriet i april, virkede målet for mormoren uopnåeligt.
- Jeg sagde, vi prøver at arbejde på det, og jeg var helt sikker på, at det nåede vi ikke, men det gør vi, smiler Susanne Eichner.
- Jeg tænkte, hvis vi bare blev ved og ved og ved og ikke gav op, fortsætter barnebarnet Beate Vega Eichner Jensen.
Selv om Beate Vega Eichner Jensen kun er ni år gammel, drømmer hun allerede om den store bagedyst og eget bageri.
- Det vil jeg gerne, men det er ikke sikkert, om jeg kan blive det. Det gælder jo bare, om jeg kan finde et sted, hvor jeg kan starte et bageri, så jeg har ret sted at begynde, siger Beate Vega Eichner Jensen.
Vil du gerne købe nogle af Beate og mormors kager og støtte børnetelefonen, så kan du gå ind på deres facebookside "Beate og Mormor Bager"