23-årige Stephanie på særlig mission: Havnefolk skal bytte bajere ud med italiensk vin
Stephanie Kasten udvider sin webshop 'Chosen by S' til nu også at være en fysisk butik.
Umiddelbart har vinbarer og Vendsyssel meget få ting med hinanden at gøre, men fra 1. juni bliver der lavet om på det - her bringer 23-årige Stephanie Kasten nemlig den italienske vinkultur til Hirtshals.
For godt et års tid siden startede Stephanie Kasten sin webshop Chosen By S, hvor det syditalienske køkken er i fokus - her kan nordjyderne få alt fra syditalienske vine til prosciutto og antipasti.
Men nu er det blevet tid til, at den 23-årige iværksætter fortsætter udviklingen af sit firma, og det sker med åbningen af vinbaren 'Stephanelli's Wine Bar & Shop' i centrum af Hirtshals.
- Her er det planen, at der skal være en vinbar og butik, så man kan komme ind og nyde et glas vin og få lidt antipasti, hvis det er det man lyster, fortæller Stephanie Kasten fra butikslokalet i centrum af Hirtshals.
Her er forberedelserne til lørdagens åbningsreception i fuld gang, og vinflasker og olivenolie pryder reolerne i det lille lokale.
- Jeg har jo ikke prøvet at åbne en butik før, men jeg tænker, at det nok skal gå.
Kærlighed til det italienske
At der netop er fokus på det italienske i den nye butik er ikke helt tilfældigt.
Stephanie Kasten har nemlig holdt ferier med familien i regionen Apulien i Syditalien, og den syditalienske vinkultur forsøger hun altså nu at udbrede i det nordjyske.
- Apulien har en helt specielt plads i mit hjerte. Jeg kom dertil første gang for 6-7 år siden, lærte en masse skønne mennesker at kende og blev forelsket i det med at tage sent ud om aftenen og sætte sig ned for at få et glas vin, og det følte jeg helt sikkert, at det var noget Danmark og især Hirtshals manglede, forklarer hun.
Se indslaget med Stephanie Kasten her:
Stephanie Kasten har i løbet af årene skabt gode forbindelser i det italienske, hvor hun er blevet vist rundt hos vinleverandørerne og på deres vinmarker.
- Navnet 'Stephanelli's' kommer af, at jeg hedder Stephanie, og så har jeg en ven i Italien, der har hjulpet mig rigtigt meget, der hedder Stephanelli til efternavn, så det var oplagt med 'Stephanelli's', forklarer hun.
Vinbar i stedet værtshus?
Om det overhovedet er muligt at lokke folk fra Hirtshals og omegn på vinbar må tiden vise, men Stephanie Kasten tør springe ud i det på grund af opbakningen fra familie, venner og nuværende kunder.
- Mine overvejelser har selvfølgelig gået på, om det overhovedet er noget folk vil finde interessant, men jeg har valgt at springe ud i det, efter at mange af mine kunder har talt godt om mine produkter, siger hun og fortsætter:
- Jeg har enorm støtte fra venner og familie og folk helt generelt i Hirtshals. Så der er støtte hele vejen rundt, og derfor tør jeg kaste mig ud i det.
Stephanelli's holder åbent fredag og lørdag i begyndelsen, men Stephanie Kasten satser på, at man i løbet af sommeren skal kunne komme forbi hver dag.
Så du tror på, at Hirtshals er klar til at bytte fadøl ud med vin?
- Det er jeg ikke helt sikker på, men jeg håber på det - der kommer da også til at være nogle italienske øl her, så der er lidt for enhver smag. Men jeg håber og tror på, at folk kommer til at finde det interessant, og at det er noget, de gerne vil udforske, siger Stephanie Kasten.
Der er åbningsreception i vinbaren på jyllandsgade 8 i Hirtshals lørdag den 1. juni klokken 14-17, og man kan læse mere om Stephanie Kasten og hendes butik på hendes facebookside.