Borgmester smed 10.000 kroner i gulddrengenes bødekasse
Foto: Daniel Mikkelsen
Aalborg Håndbold sikrede sig søndag det danske mesterskab i håndbold og mandag blev guldvinderne fejret i Aalborg.
Det var en stolt borgmester, som mandag tog imod de nykårede danmarksmestre på rådhuset i Aalborg. Her blev hele byens håndboldhold fejret, efter at de søndag sikrede sig DM-titlen med en 32-25-sejr i Skjern.
- Det betyder fantastisk meget. Det understreger, hvor stærk en sportsby, vi er. Vi har nogle rigtig stolte traditioner, som vi bygger på. Men først og fremmest er det drengenes mesterskab, som de beriger byen med, siger borgmester Thomas Kastrup-Larsen (Socialdemokratiet).
Mesterskabet er det tredje i Aalborg Håndbolds historie og klubbens direktør er glad for igen at aflægge borgmesteren et besøg.
- Vi er meget beærede og stolte over at komme ind i de hellige gemakker i Aalborg Kommune. Vi har jo prøvet det et par gange før. Det er smadderhyggeligt og vi kommer gerne igen næste år, siger Jan Larsen, direktør i Aalborg Håndbold.
Guldet blev fejret ud på de sene nattetimer, så det var nogle glade, men lidt matte spillere, der mødte op på rådhuset mandag. Her fik borgmesteren smilene til at blive endnu større, da han donerede 10.000 kroner til spillernes bødekasse.
- Det går jo ud på, at de selvfølgelig også skal have en belønning fra kommunen i forhold til, at de har gjort det rigtig godt. De skal have en sjov fest, og det vil vi selvfølgelig gerne være med til at betale for, siger Thomas Kastrup-Larsen.