Skyldig: 30-årig bombesælger dømt for uagtsomt manddrab
Bagmand bag chrysantemumbomber der dræbte tre dømt for uagtsomt manddrab.
Dommer finder sælger af krysantemumbomber skyldig. Medtiltalt får 20 dages betinget fængsel.
Ansvaret følger med, når man sælger ulovligt fyrværkeri. Det må en 30-årig sælger af de krysantemumbomber, som kostede tre mænd livet, sande, efter han for kort tid siden er fundet skyldig ved Retten i Aalborg.
Den 30-årige hovedtiltalte i sagen er dømt efter straffelovens paragraf 252 og paragraf 241, der omhandler uagtsomt manddrab.
Ved årsskiftet mellem 2014 og 2015 mistede tre mænd livet i to separate ulykker på Hobro-egnen, efter de krysantemumbomber, som den 30-årige havde solgt dem, eksploderede ved antændelse.
Den dømte er idømt fængsel i seks måneder. Den ene ubetinget, og den har han allerede afsonet i forbindelse med varetægtsfængslingen. Resten - fem måneder - er gjort betinget af 100 timers samfundstjeneste.
Den medtiltalte er dømt skyldig efter fyrværkeriloven og får 20 dages betinget fængsel.
Sagen, der mandag og tirsdag er blevet udrullet ved Retten i Aalborg, handler om to fyrværkeriulykker i Himmerland, der nytårsaften 2014 kostede tre personer livet.
Ulykkerne fandt sted kort før og kort efter midnat den 31. december i henholdsvis Assens ved Mariager og Skjellerup ved Hobro.
Ved den første af de to ulykker mistede en 37-årig familiefar livet, mens det ved den anden ulykke var to mænd på henholdsvis 24 og 25 år, der mistede livet. Ved samme ulykke blev yderligere to personer kvæstet.
Den hovedtiltalte har valgt at anke dommen, mens den medtiltalte har udbedt sig betænkningstid.
Den 1. januar 2015 om aftenen blev to personer anholdt og sigtet i sagen. Det er de to, der nu er blevet dømt i sagen.
OPDATERES.