Wauw: Buster gjorde opsigtsvækkende fund i Skagen
Foto: Mick Knive Anderson
9-årige Buster Kristoffersen Ruth fra Skagen med den lille søhest.
Et tre centimeter langt fund har fået forskere til at klappe i hænderne af begejstring.
Da 9-årige Buster Kristoffersen Ruth lørdag var på stranden ved Gl. Skagen for at lede efter hulsten med sin far, spottede han pludselig noget helt særligt i sandet.
En lillebitte søhest på tre centimeter.
Han samlede den op og gik hen for at vise den til sin far. Og så kunne historien sådan set være stoppet her.
For da Buster ville vise søhesten frem, blæste den ud af hånden.
- Så sagde jeg: Det var da bare noget fra en krabbe, var det ikke, siger Busters far, Karsten Kristoffersen.
- Nej, nej, det er en søhest, lød det fra en begejstret Buster, som heldigvis fandt den i sandet igen.
- En lille fisk, men et stort fund
Søndag kunne eksperter så give Buster ret i, at der ganske rigtigt var tale om en søhest. Helt præcist en kortsnudet søhest. Og sådan en ser man ikke hver dag i Danmark.
Siden 1952 er der fem gange blevet fundet kortsnudede søheste her i landet. Et af fundene bød på to søheste, og det vil sige, at seks fisk i alt er fundet på 68 år.
- Det er rigtig spændende – og et godt eksempel på, at der er mystiske, sjove og spændende fiskearter i Nordsøen, som jeg tror, de færreste kender ret meget til. En lille fisk, men et stort fund, konstaterer Kristina Skands Ydesen, der er biolog og udviklingschef ved Nordsøen Oceanarium.
Søhesten bliver udstillet
Ved Zoologisk Museum ved Statens Naturhistoriske Museum vurderer forskningsassistent Henrik Carl, at søhesten, der normalt lever i Østatlanten fra Vestafrika op til den Engelske Kanal, er drevet med strømmen og er død af kulde.
- Det er interessant fra flere forskellige synspunkter, fordi det også kan sige noget om klimaet om forholdene i havet, siger forskningsassistent Henrik Carl.
I den kommende uge kan besøgende på Nordsøen Oceanarium se den lille søhest, når den bliver udstillet sammen med to levende artsfæller fra Portugal. Senere skal den til Zoologisk Museum i København og indgå i deres samling.
Buster er helt afklaret med nu at skulle overdrage søhesten, så andre kan få glæde af det særlige fund.
- Jeg synes, det er fint for andre at se sådan en død og udtørret en, siger han.