Ukrainere søger danske rengøringsjobs: Karen vil lære dem at undgå farer og skader
Karen Huus har mere end 30 års erfaring fra rengøringsbranchen og giver god teknik æren for, at hun ikke har skader eller er nedslidt.
80 procent af de ukrainere, der er kommet til Nordjylland som følge af krigen, som er i stand til at arbejde, er nu i job.
De fleste af os har nok prøvet at svinge en støvsuger eller pudse et spejl, men skal man gøre rent professionelt, skal teknikkerne være i orden, ellers risikerer man skader fra dårlige arbejdsstillinger eller farer ved rengørinsmidlerne.
Sådan lyder det fra Karen Huus, der er serviceleder ved Toppen af Danmark, og hun ved, hvad hun taler om, for hun har været i rengøringsbranchen i mere end 30 år uden at blive nedslidt.
- Det skal se afslappet ud, når man gør rent. Jeg plejer for eksempel at sige, at man skal danse vals med gulvmobben, fordi det skal være ligeså let og elegant, siger Karen Huus.
Teknikken er så vigtig, at hun har taget initiativ til at lave et opkvalificeringskursus i rengøring for ukrainere i Frederikshavn.
Man skal bare kigge dem i øjnene, så ved man, at det her en nogen, der vil noget
Karen Huus, serviceleder, Toppen af Danmark
Rengøringsjobs er nemlig de mest søgte jobs blandt ukrainere, der er kommet til Nordjylland som følge af krigen. Selv havde hun sommeren over 10-20 ukrainere ansat i sit rengøringsteam til at gøre rent i udlejningssommerhuse.
- De gjorde rent og gjorde alt det, de skulle. Men selve teknikken får man ikke rigtig ind under huden, for det glipper lidt i de oversættelser, vi forsøger at lave. Jeg synes, vi har en forpligtelse til at lære dem det, for det er rigtig vigtigt for mig, at de ikke kommer til skade.
Se indslaget her:
Mange ukrainere i job
Formålet med kurset er at lære dem om teknikker, arbejdsstillinger og sikkerhed.
- Rengøring er bare en rigtig hård branche, hvis du ikke har teknikkerne i orden. Vi er en branche, der slider folk ned, siger Karen Huus.
Kurset er blevet til i samarbejde med Frederikshavn Kommune. Ifølge Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering er 72 procent af de arbejdsdygtige ukrainere, som er kommet til Frederikshavn efter krigens start, i arbejde. For hele Nordjylland er tallet 80 procent.
- Når vi kigger på ukrainere, mærker vi en stor efterspørgsel på at være i egen beskæftigelse og klare sig selv og ikke være på en offentlig ydelse, siger Anders Andersen, der er afdelingsleder i Projekt og Integration i Frederikshavn Kommune.
Ifølge Anders Andersen er der blandt virksomhederne også stor lyst til at ansætte ukrainere - især i sommerhalvåret, hvor der er meget sæsonarbejde i kommunen på grund af sommerhuse, hoteller og turisme.
For Karen Huus giver det god mening at ansætte ukrainere i teamet.
- Man kan jo kun blive et glad menneske af at have med de her ukrainere at gøre. De er så motiverede. Man skal bare kigge dem i øjnene, så ved man, at det her er nogen, der vil noget, siger Karen Huus.
Selv regner hun med at have endnu flere ukrainske medarbejdere på sit team i sommeren 2024, og nu hvor de har teknikken på plads, kan de få, nødvendige oversættelser klares med en app.
- Der er ikke en eneste af dem, jeg har haft på kursus, som jeg ikke ville ansætte i morgen, hvis jeg havde arbejde til dem. De virksomheder, der får de her medarbejdere ud, de får nogle super engagerede medarbejdere. De har noget teknik, og så bliver sprog ikke et problem, siger Karen Huus.