To mænd stjæler kød for over 10.000 kroner
Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Arkivfoto
To mænd fra Randers tog til Nordjylland med formålet om at stjæle kød i massevis.
En patrulje fra Nordjyllands Politi blev torsdag klokken 15.30 kaldt til Meny i Sæby.
Der skulle efter sigende været begået butikstyveri i supermarkedet.
Da patruljen ankommer til stedet, sigter de en mand på 35 år fra Randers for at have stjålet kød for 600 kroner. Manden erkendte med det samme.
Kød for flere tusinde i bilen
Men da manden forlader stedet i sin bil, står patruljen med en mistanke om, at der er mere end det.
Patruljen giver sig derfor til at sætte efter mandens bil, og det lykkes dem at få fat i køretøjet ude omkring motorvejen E45 i sydgående retning, hvor patruljen får bilen bragt til standsning.
I bilen sidder den 35-årige mand på passagersædet, mens føreren af bilen er en 26-årig mand. Her vurderer patruljen, at føreren af bilen virker påvirket, hvorfor han får foretaget en test med narkometer.
Testen gav efterfølgende udslag og den 26-årige mand blev derfor sigtet og anholdt, ligesom han fik udtaget en blodprøve.
Men her ender patruljens indsats end ikke.
I bilen finder patruljen forskellige koster fra butikker i Nordjylland.
- Der er tale om oksemørbrad, okseculotte og lammekølle, fortæller politikommissær ved Nordjyllands Politi, Michael Karstenskov.
Det viser sig, at kødvarerne er blevet stjålet i Sæby, Hjallerup, Dronninglund og Agersted, og de to mænd fra Randers har i alt stjålet kød for over 10.000 kroner.
Begge mænd erkender forholdene om henholdsvis butikstyveri og medvirken til butikstyveri.
De er nu begge pålagt retsligt efterspil og erstatningskrav.