Sportsmedicinsk Center flytter fra Hjørring til Frederikshavn
Thøger Persson Krog, der er opvokset i Østervrå og nu igen bor i Østervrå, er sikker på, at Sportsmedicinsk Center kommer til at generelt at gavne rekrutteringen af yngre læger i Nordjylland. Videoen fra åbningen af centret på Regionshospital Nordjylland i Hjørring
Sportsmedicinsk Center åbnede for få måneder siden i Hjørring på Regionshospitalet, men nu står centret, der har kompetencer indenfor håndtering af sportsskader på eliteniveau, allerede overfor at skulle flytte - til nabokommunen Frederikshavn.
- Det ser jeg frem til. Sådan lyder det fra manden bag Sportsmedicinsk Center, specialansvarlig overlæge, Thøger Persson Krogh.
Han er speciallæge i reumatologi og kendt som en stor kapacitet på det idrætsmedicinske område, ikke mindst i forbindelse med Team Danmark og fodboldlandsholdet.
Og han blev sat i spidsen for opbygningen af centret, der tilbage i marts åbnede i Hjørring.
Det er nu lykkedes at tilknytte flere store profiler indenfor sportsmedicin til Sportsmedicinsk Center, nemlig Morten Storgaard, der blandt andet er holdlæge for de danske herre- og damehåndboldlandshold og læge for Team Danmark, speciallæge i ortopædkirurgi, Søren Kaalund, som blandt andet har været tilknyttet som holdlæge for AaB og Ulrich Fredberg, der blandt meget andet er en erfaren holdlæge for DBU og AGF.
Desuden knyttes en af hospitalets egne profiler indenfor reumatologi, overlæge Søren Schmidt Olsen fra Frederikshavn, til centret, der har mange års erfaring fra DBU og ishockey på eliteniveau.
- Det er et team, hvis lige ikke findes mange steder i verden, så det kan vi godt være stolte af her i Vendsyssel. Det giver mulighed for at tilbyde udredning på højeste niveau. Det er folk med kolossal erfaring, der har arbejdet med topatleter i mange år, siger Thøger Persson Krogh til Kanal Frederikshavn.
Det nye team forventes at tiltrække elitesportsfolk fra hele landet til udredning og behandling, men også helt almindelige motionister får gavn af de nye kompetencer på Regionshospitalet.
Patienter til centret henvises gennem deres praktiserende læge.
Det vides endnu ikke, hvornår Sportsmedicinsk Center flyttes til Frederikshavn.
I en pressemeddelelse fra Region Nordjylland står, at flytningen sker i nærmeste fremtid.
Det samme sker iøvrigt for Ambulatorium for Urinvejskirurgi, der flytter den anden vej; fra Frederikshavn til Hjørring.