Sparekniven rammer Nordjylland: - Arbejdsglæden kan blive udfordret
Et tocifret millionbeløb skal spares inden nytår.
Selv om et flertal på Christiansborg har afsat et trecifret milliardbeløb til forsvaret over de næste ti år, er der lige nu sparetider rundt om i det danske forsvar.
Og nu er det Søværnet, som blandt andet holder til i Frederikshavn, som skal have fat i sparekniven.
32 millioner skal der foreløbigt findes, hvis pengekassen for 2024 skal stemme.
Årsagen er ifølge en orientering fra Søværnet, at der er fejl i budgettet, samt at Forsvaret har fået flere medarbejdere end ventet.
- Vi ved godt, at ændringerne i budgetter og sejlaktiviteterne vil påvirke den enkelte medarbejder, og det er vi ærgerlige over, siger Kontreadmiral Henrik Ryberg, som er chef for Søværnet, i orienteringen.
Konsekvensen bliver helt konkret, at sejladser med Søværnets fregatter reduceres i 2. halvår af 2024.
Eksempelvis skulle Fregatten Absalon fra næste år være den af de i alt fem fregatter, som kunne rykke ud til internationale missioner med kort varsel. Men nu er Absalons afgørende træningsøvelse, som går under navnet Fost, aflyst.
- Men Absalon vil med anden fornøden træning kunne løse de pålagte opgave, siger kontreadmiral Henrik Ryberg.
Han er lukker dog ikke øjnene for, at besparelserne vil ramme Søværnet på flere fronter.
- Der er ingen tvivl om, at personalet har valgt at arbejde i Søværnet med henblik på at sejle. Derfor er vi også godt klar over, at aflysning af sejladser giver frustrationer og at rekruttering og arbejdsglæde kan blive udfordret, hvis sejladsjusteringer fortsætter, siger han.
- Et forvirrende signal
Både hæren, søværnet og flyvevåbenet har været hårdt ramt af besparelser i år. Det sker, alt imens forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) er i gang med forhandlinger om det tiårige forsvarsforlig med omkring 195 milliarder kroner.
Chefen for Søværnet er klar over, at besparelser midt i en historisk oprustning skaber forvirring.
- Vi ser naturligvis frem til flere penge til Forsvaret og Søværnet de næste ti år. Forsvarsforliget gør dog, at disse penge først kommer til Forsvaret om et par år. Det, sammen med kravet om at spare på den korte bane, er naturligvis en udfordring og vi er klar over, at det sender et forvirrende signal for skibenes besætninger, siger Henrik Ryberg.