Fremtiden uvis for restaurant: - Skal jeg seriøst lukke min virksomhed?
Essens Gaarden ved Understed udenfor Frederikshavn har fået et kommunalt påbud om at lukke indtil videre. Restauratøren bag er frustreret over forløbet.
Et skur, hvor man skyller ejendommens friske afgrøder. Drivhuset, der bugner af friske tomater. Og kølerummet, der holder køkkenets varer friske.
De er alle sammen en del af Essens Gaarden ved Understed. Og de er alle sammen ulovligt opført, hvis man spørger Frederikshavn Kommune.
- Jeg forstår godt, at der er regler, man skal overholde. Fair nok. Men vi er jo samtidig i en dialog med kommunen. Så det der med at være så konsekvent og sige, at vi skal lukke, det er jeg godt nok uforstående overfor, siger Tonny Kristensen, indehaver af Essens Gaarden.
Indendørs i selve restauranten på Essens Gaarden er der også problemer. Her er det brandsikkerhed og byggeteknik, der, ifølge kommunen, er problemet. Og det er især det, der har udløst et påbud til Essens Gaarden om at indstille alle aktiviteter med virkning fra den 19. september.
- Jeg er bare frustreret, fordi jeg tænker, at det burde kunne løses på en eller anden ”normal” måde – i stedet for man bare kommer med et påbud og siger ’nu skal I lukke,’ lyder det fra Tonny Kristensen.
I en artikel fra TV2 Nord torsdag fremgår det, at Frederikshavn Kommune anser den manglende brandsikkerhed som uansvarlig, og blandt andet lægger det til grund for påbuddet.
Bliv klogere på hele situationen omkring Essens Gaarden i indslaget, hvor indehaver af Essens Gaarden, Tonny Kristensen og den ansvarlige direktør fra Frederikshavn Kommune, Rune Asmussen kommenterer på sagen.