Skal du være alene juleaften? Så har 24-årige Natascha plads
Foto: Privatfoto
Det er første jul Natascha Sørensen holder uden sin 6-årige søn, og derfor tænker hun, at andre måske er i samme situation.
Selvom julen er hjerternes fest, så kan det også være en ensom tid, hvis der er mange tomme stole omkring middagsbordet.
Er du/I alene juleaften?
Sådan starter Natascha Sørensens Facebook-opslag, der inviterer enlige eller par, der skal sidde alene juleaften, hjem til en fælles jul.
Natascha Sørensen, der ellers er vant til at samles mange om juletræet, skal i år holde julen med sin mor og mand, hjemme hos moren i Hørmested.
Da det gik op for Natascha Sørensen og hendes mor, at de kun blev tre juleaften, skulle der ikke meget tænketid til:
- Vi udbrød i munden på hinanden, at vi skulle gøre det her. Vi har altid haft et gæstfrit hjem og tænkte: Vi tager sgu chancen.
En særlig jul
Facebook-invitationen er nået bredt ud, og Natascha Sørensen har fået mange søde ord med på vejen for tiltaget.
Det koster 75 kroner at være med, så nogle af udgifterne til middagen kan dækkes. Men det er ikke noget, de kommer til at tjene på, fastslår den gæstfrie arrangør.
- Julen behøver ikke kun være noget, man har med familien. Det handler jo også om fællesskab, og det er noget, vi kan bidrage med, lyder det fra Natascha Sørensen.
Det er et tilfælde, der gør, at resten af familien holder julen i andre konstellationer, og så gør skilsmisser, at parrets fire sammenbragte børn er andre steder.
- Det er første jul uden min søn, og det er meget underligt for mig, fortæller Natascha Sørensen, der fortsætter:
- Så måske en anderledes jul også kan hjælpe mig på andre tanker.
Man ved aldrig, hvem der dukker op. Det kan jo være man får en ven for livet eller bare nogen, man gerne vil ses med igen
Natascha Sørensen, Dybvad
Måske en tradition
Indtil videre har to tilmeldt sig julefesten i Hørmested, og der er plads til syv gæster udover familien.
Og de fremmede ansigter omkring julebordet skræmmer ikke de tre værter.
- Vi tænker det bedste om folk, så det bekymrer os ikke så meget, at vi jo ikke kender folk, lyder det fra Natascha Sørensen.
I stedet ser familien en mulighed i, at de måske er en del, som hvert andet år sidder få juleaften.
- Man ved aldrig, hvem der dukker op. Det kan jo være, man får en ven for livet eller bare nogen, man gerne vil ses med igen, siger Natascha Sørensen, der afslutter:
- Hvem ved, om det her bliver en tradition for os hvert andet år?