Samlede 180.300 kroner ind på cykeltur fra Skagen Sportscenter til Brøndby Hallen
Foto: Vendsyssel Elite Badminton
Ligatræner Allan Kolbro Nielsen og hjælperytter Thomas Ravn cyklede forleden 180.300 kroner ind i sponsorstøtte ved at cykle fra Skagen til Brøndby.
Vendsyssel Elite Badminton indsamlede 180.300 kroner, da ligaholdets cheftræner Allan Kolbro Nielsen cyklede fra Skagen Sportscenter til Brøndby Hallen.
COVID-19 satte en stopper for Vendsyssel Elite Badmintons traditionelle sponsorcykelløb. I stedet opstod idéen om at lade cheftræner Allan Kolbro Nielsen cykle til Brøndby Hallen, hvor VEB om to måneder skal kæmpe om guldet i Final 4, og det udviklede sig til en langt større succes, end VEB havde drømt om.
VEB plejer at cykle 75.000 kroner hjem i sponsorstøtte, så 180.300 kroner taler for sig selv. Manglede indtægter fra de tilskuerløse hjemmekampe udgjorde 35.000 kroner, så de blev også hentet hjem på vejen fra Skagen til Brøndby Hallen, lyder det i en pressemeddelelse fra klubben.
Det var to fuldstændigt vanvittige dage, som jeg har svært ved at sætte ord på. Det varmer inderligt at mærke den store opbakning. Jeg bliver rørt.
Allan Kolbro Nielsen, cheftræner for ligaholdet Vendsyssel Elite Badminton.
Det var ikke "bare" en cykeltur på 334 kilometer, de blev gennemført 22. og 23. april. Turen bød på spændende gæster, overraskelser, præmier og intensiv omtale på Facebook, og det kulminerede, da Allan Kolbro Nielsen sammen med hjælperytter Thomas Ravn, ungdomsformand i Skagen Badmintonklub, fredag kl. 14.10 ankom til Brøndby Hallen.
Her havde Brøndby Hallen forberedt en flot velkomst med en fin hilsen med champagne og VEB's logo ved hovedindgangen. Indenfor var der fotos fra turen på hallens storskærm.
- Det var to fuldstændigt vanvittige dage, som jeg har svært ved at sætte ord på. Det varmer inderligt at mærke den store opbakning. Jeg bliver rørt, siger Allan Kolbro Nielsen.
Private kunne støtte projektet via MobilePay. Her blev der indsamlet 50.000 kroner. Et Peder Ravn-maleri blev solgt for 6.200 kroner på auktion. Resten af pengene kom fra gavmilde virksomheder, som støttede VEB før, under og efter turen til Brøndby Hallen.
VEB's tidligere ligaspiller Rune Dyhr, deltog på de første 231 kilometer fra Skagen til Aarhus, men fredag blev han nødt til at passe sit arbejde som erhvervskundechef i Nordjyske Bank i Sæby.