Særlig gæst klippede snoren til mini-Sæbygaard
Det hidtil største projekt i minibyen i Sæby indvies idag, Sæbygaard Slot
80.000 munkesten og 30.000 tagsten er gennem seks år blevet sat sammen til en miniudgave af Sæbygaard Slot.
Minibyen i Sæby indviede onsdag foreningens hidtil største projekt: Sæbygaard Slot i størrelsesforholdet 1:10.
Og det var ikke nogen hr. hvem-som-helst, der klippede snoren og indviede slottet. Det var nemlig tidligere godsejer Julius Frederik Wilhelm Arenfeldt, der som Sæbygaards sidste private ejer, fik æren.
Det var også den tidligere godsejer, der for seks år siden fik lov til nedlægge grundstenen og onsdag altså gøre projektet færdigt.
- Jeg synes bare, det er herligt. For det første synes jeg, det er en fantastisk hobby, man har med at lave hele minibyen. Det er enestående, siger Julius Frederik Wilhelm Arenfeldt.
- Og det der er særligt enestående er den detalje de har. Det er så fuldstændig autentisk det hele, og det er så flot, fortsætter han.
Over porten ind til Sæbygaard Slot - både det store og lille - er der placeret en sandstenstavle. På den står der: "Anno 1576 lod ærlige og velbyrdige Pernille Oxe, Otto Ruds hustru, bygge dette hus"
440 år senere er det Minibyen i Sæby, der lod huset bygge, og den tidligere godsejer har helt ret, når han påpeger byggeriets detalje. Der er nemlig brugt hele 80.000 mini-munkesten og 30.000 små tagsten - alt sammen sat sammen af blot tre mænd.
- Jeg synes det er flot. Jeg er imponeret over det. Vi har knoklet de sidste dage for at få det færdigt til tiden, fortæller Bent Tage Hansen, der er formand for Minibyen i Sæby og fortsætter:
- Jeg tror, det vil betyde mange gæster, og det vil betyde at vi kan udvide vores værksted noget mere og giver nogle flere penge i kassen.