Regler for sengebredde, værelsesstørrelse og måltider: Frederikshavn skal overholde skrappe krav, når de er VM-værter
Anita Kristiansen har brugt flere år på at planlægge og koordinere slutrunden.
Hotelværelserne skal eksempelvis være minimum 25 kvadratmeter.
Det er langt fra ligetil, når man skal være vært ved et stort sportsarrangement. Det har de måttet sande i Arena Nord i Frederikshavn, som til november skal lægge hus til mere end 30 kampe i forbindelse med VM i håndbold.
Når første kamp spilles i Frederikshavn 29. november, har Anita Kristiansen brugt flere år på at planlægge og koordinere forløbet.
- Vi skal både tænke på, hvordan ser det ud, hvad kapaciteten er, og hvad der af faciliteter omkring. Det er jo ikke kun håndboldbanen. Der skal også være mødelokaler, kontorer, web-faciliteter og omklædningsrum, der skal leve op til en vis standard, siger den eventansvarlige for Dansk Håndbold Forbund.
Se indslaget øverst i artiklen
Tungen skal derfor holdes lige i munden. Hotelværelserne skal eksempelvis være minimum 25 kvadratmeter, sengene skal være af en vis bredde, og derudover er der krav til maden, som skal serveres for spillerne.
Fokusområder de i Frederikshavn gør alt for at leve op til.
- Vi er enormt stolte over det her, og det vil sige, at vi gør vores ypperste for, at vores gæster, publikum og nationerne simpelthen får en oplevelse af, at de er det allervigtigste i hele verden, siger Per Malmberg, der er administrerende direktør i Arena Nord.
Smitter af på handelslivet
Repræsentanter fra det Internationale Håndboldforbund (IHF) var mandag forbi Arena Nord. Sammen med repræsentanter fra det Danske Håndbold Forbund og hallens personale skal de have styr på de sidste forberedelser inden slutrunden.
Her blev der både drøftet, hvor kommentatorpladserne, pressepladserne og studiet skal være, da alle tre ting snart skal godkendes af dem, der har TV-rettighederne til slutrunden.
Per Malmberg forventer, at VM sammenlagt vil give hoteller, restauranter og detailhandlen en øget omsætning på i omegenen af 20 millioner kroner.
VM i kvindehåndbold begynder 29. november og har Danmark, Norge og Sverige som værtsnationer.