Omdiskuteret støj-sag fra Skagen splitter byråd
Foto: Kanal Frederikshavn
Med en enkelt stemmes flertal stemte det socialdemokratiske flertal igennem en meget omtalt forskrift, som regulerer støj fra musik i Frederikshavn Kommune skal suspenderes, men man laver en screening af støjproblemer i Skagen.
Det gav støj i byrådssalen onsdag aften, da den meget omtalte støj-sag fra Skagen endnu en gang var på dagsorden.
Sagen splittede ikke bare byrådet, hvor samtlige partier med undtagelse af Socialdemokraterne argumenterede for, at restaurantionsforskriften skulle opretholdes og dermed ikke suspenderes.
Sagen endte også med at skabe uenighed i den socialdemokratiske gruppe, for efter længere tids diskussion frem og tilbage mellem socialdemokraterne på den ene side og de øvrige partier og løsgængeren Peter Sørensen på den anden side, så tog socialdemokraten Almina Nikontovic ordet.
- Undskyld til min gruppe, hvor vi på forhånd har aftalt, hvordan vi stemmer, men efter det, som jeg har hørt, så synes jeg, at det lyder fornuftigt, at forskriften ikke skal suspenderes. Den er ikke ulovlig, og så synes jeg ikke, at den skal suspenderes, sagde Almina Nikontovic.
Den indstilling holdt socialdemokraten ved, da de 29 byrådsmedlemmer kort tid efter skred til afstemning, og således endte kun 15 af de 16 socialdemokrater med at stemme for indstillingen om, at den meget omtalte restaurationsforskrift skal suspenderes.
Socialdemokratiet havde dog stadig flertal, og med en enkelt stemmes flertal blev forskriften suspenderet. Til gengæld var der fuld opbakning fra samtlige 29 medlemmer til spørgsmålet om, at der skal laves en miljøscreening af støjproblemet.
Ulovlig administration?
I Skagen har en lokalgruppe med Mogens Bandholm i spidsen i flere år klaget over støjgenerne, og at Frederikshavn Kommune ikke overholdt lovgivningen.
En afgørelse i Plan- & Miljøklagenævnet i 2023 var således stor sejr til støj-kritikerne. De har utallige gange siden forsøgt at råbe politikerne og forvaltningen op, for at gøre dem opmærksomme på, at nævnets afgørelse ikke blev efterlevet, og at kommunen handlede ulovligt.
Politikerne i byrådet vedtog i marts måned, at restaurationsforskriften ikke skulle suspenderes, men nu vurderer administrationen anderledes og indstillede derfor, at forskriften blev suspenderet.
- Vi skal have styr på det retslige. Vi ønsker at administrere forskriften på et retsligt grundlag, sagde den socialdemokratiske formand for Plan- & Miljøudvalget, Peter E. Nielsen.
Fra både løsgængeren Peter Sørensen og den konservative John Lamp Henriksen blev der efterspurgt et klart svar på, hvorvidt forskriften blev administreret ulovligt.
- Jeg er meget interesseret i at finde ud af, hvor det ulovlige findes. Jeg er ikke blevet præsenteret for, at der er ulovligheder, sagde John Lamp Henriksen.
- Den er ikke ulovligt. Lad derfor forskriften leve til at vi har den på plads, lød det fra Peter Sørensen.
Snævert flertal
Restaurationsforskriften, som blev vedtaget i 2010, giver restaurationerne mulighed for at få dispensation fra de generelle regler. Når restaurationsforskriften suspenderes, skal restaurationerne følge miljøbeskyttelseslovens bestemmelser.
Det betyder, at uden restaurationsforskriften vil de generelle regler i miljøbeskyttelsesloven gælde, og her kan der gives påbud om, at væsentlige støjgener skal afhjælpes.
Kan de ikke det, kan der nedlægge forbud imod virksomheden eller aktiviteten.
Efter en periode hvor argumenterne blev udvekslet fra side til side i byrådssalen, tog borgmester Karsten Thomsen ordet og opsummerede.
- Man kan stadig spille musik i Skagen, ligesom man kan i andre byer. Jeg synes, at det kammer lidt over. Jeg ser ikke sådan det helt store i, at man lægger forskriften til side. Man blæser noget op, som der ikke er grund til at blæse op, sagde borgmesteren.
Fra restaurationerne i Skagen har man de seneste uger argumenteret for, at en suspendering af restaurationsforskriften kan få store konsekvenser for de forskellige musikarrangementer i Skagen, og netop hensynet til erhvervslivet var hovedårsagen til, at socialdemokraten Almina Nikontovic brød med partidisciplinen og stemte med oppositionen.
- Jeg stemmer med jer andre for at gavne erhvervslivet, sagde hun.
Det flyttede dog ikke flertallet, så med en enkelt stemmes flertal blev den meget omdiskuterede restaurationsforskrift suspenderet.