Chefen gav Dianna ubegrænsede barns sygedage: - Nu er den dårlige samvittighed væk

Foto: Michael Schmidt Thomsen

Dianna Kvist kan bliver hjemme og passe sin søn lige så lang tid han er syg.

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Medarbejderne hos virksomheden Norlys må blive hjemme og passe deres børn, lige så længe de er syge. Den lukrative ordning har været en succes i virksomheden.

Der er ikke ret meget spræl i 4-årige Oliver, som han ligger der på sofaen under dynen, mens han ser tegnefilm.

Han har været syg med omgangssyge hele weekenden. Nu hvor det er blevet mandag, er han stadig syg, og derfor er hans mor blevet hjemme hos ham i hjemmet i Nørresundby.

- Det er så dejligt, at man er et sted, hvor man kan holde barnets sygedag, indtil de er friske igen. Det betyder virkelig meget, siger Olivers mor, Dianna Kvist.

Hun arbejder som sælger og kundekonsulent hos Norlys i Aalborg, og hun kan med god samvittighed blive hjemme hos sin syge søn.

Norlys har indført ubegrænsede barns sygedage.

- Det er noget, vi har indført, fordi både virksomhed og medarbejdere bare har haft lyst til at få fjernet en knast for børnefamilierne, og vi har ikke oplevet, at nogen har misbrugt det overhovedet, siger Agnete Lundemose, der er HR-direktør hos Norlys.

Nyfunden ro i familien

En ny undersøgelse, som Voxmeter har foretaget for fagforeningen BUPL, viser, at hver anden forælder har meldt sig syg for at passe syge børn. Samtidig har næsten hver femte forælder svaret, at de har afleveret syge børn i daginstitutionen indenfor de seneste 12 måneder, fordi de ikke selv kunne få fri til at passe barnet.

Dianna Kvists mand har kun ret til den første barns sygedag på sit job. Derfor har den nye ordning hos Norlys givet familien en ro, de ikke havde før.

- Som forældre betyder det mega meget. Vi har jo desværre meget sygdom med en dreng, der går i børnehave. De slæber alt med hjem. Nu har vi en sikkerhed i, at vi ikke skal have dårlig samvittighed over, at man melder sit barn sygt igen, siger Dianna Kvist.

Se indslaget herunder:

Norlys indførte de ubegrænsede barns sygedage i marts 2023.

I det første år gav det 4400 timers fravær på barnets anden sygedag og frem. Det svarer til mindre end ti minutters øget fravær om måneden per medarbejder. Virksomheden bruger det børnefamilievenlige tiltag til at brande sig selv på.

- Vi kan tiltrække langt flere medarbejdere i dag, efter det her tiltag er indført. Folk synes faktisk, at vi er en attraktiv arbejdsplads, siger Agnete Lundemose.

Andre virksomheder bør lade sig inspirere

Tidligere havde de 3000 medarbejderne hos Norlys kun ret til barnets første sygedag, som det er hos mange andre virksomheder. Når Oliver var syg dengang, brugte forældrene feriedage eller afspadsering på at passe ham. De fik hjælp af bedsteforældre eller gjorde noget, de ikke er særligt stolte af.

- Jeg har sendt mit barn afsted, hvor jeg nok måske skulle have holdt ham hjemme en dag mere. Jeg har haft dårlig samvittighed og følt, at jeg var bagud, og så har man sagt (til pædagogerne, red.), at I må ringe, forklarer Dianna Kvist.

Norlys opfordrer andre virksomheder til at overveje, om de kan indføre en lignende ordning, men HR-direktøren erkender, at det ikke kan lade sig gøre alle steder.

- Det, jeg gerne vil i det her, er, at vi rent faktisk tænker lidt nyt, at vi prøver at gøre op med den tænkning og nogle af de strukturer, vi har haft i årevis på arbejdsmarkedet. Måske er de forældede på nogen områder, mener HR-direktør Agnete Lundemose.

Dianna Kvist satser på at Oliver er frisk til at komme i børnehave i morgen - men hvis ikke, så tager hun en dag mere hjemme.


Aalborg Pirates inviterer indenfor: Julefest er en tiltrængt pause for familier

Foto: Mie Skjødt Nielsen / TV2 Nord

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Aalborg Pirates inviterer næsten 1000 til stor julefest.

Julebanko, lækker julemiddag og ishockeykamp skaber en særlig oplevelse for dem, der har svært ved at få enderne til at mødes i juletiden.

Det er i hvert fald planen for aftens arrangement Alle har ret til en god jul i Gigantium.

Det sker i et samarbejde mellem Aalborg Ishockey klub, Cool East, og Skalborg Sportsklubs håndboldafdeling.

- Det giver rigtig god mening for os og for folket i nærområdet, og så har vi også netværket, der kan få sådan noget her til at lykkes. Og det er vi utrolig glade for og stolte af, at vi kan bidrage til, fortæller Ditte Hansen, der er initiativtager.

Ditte Hansens arbejde var med til at sprede juleglæde hos de mange familier, der deltog. Foto: Mie Skjødt Nielsen / TV2 Nord

Det er anden gang, at arrangementet løber af stablen, og det har fået vokseværk siden sidste år.

Blandt de 960 deltagere var Jasmin Lynge og Jonas Saaben og deres datter Olivia, som nød en tiltrængt pause fra en hverdag med arbejde og julestress.
- Det betyder, at vi kan være med til at lave noget samvær, når vi har os travlt i hverdagen, lyder det fra Jasmin Lynge.

Du kan se hvordan, det så, da TV2 Nord besøgte Gigantium:


Jammerbugt Kommune henter erfaren kommunaldirektør

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Til februar er det en ny, der sidder i direktørstolen i Jammerbugt Kommune.

Tue Von Påhlman er ny kommunaldirektør i den nordjyske kommune.

Han er en yderst erfaren herre, der har mere end 10 års kommunal direktør- og cheferfaring med sig.

Med skiftet efterlader han sin stilling som direktør for Social, Sundhed og Kultur i Thisted Kommune.

Forinden arbejdede han som Sundheds- og Ældrechef i Mariagerfjord Kommune og Sekretariatschef for Ældre og Sundhed i Aalborg Kommune.

Forventningerne er store

Borgmester i Jammerbugt Kommune, Mogen Christen Gade tror på, at de taget det rette valg.

- Der er ingen tvivl om, at vi får en topmotiveret kandidat, som bringer lang erfaring fra politiske organisationer med sig. Han har visioner for vores kommune, og han passer godt ind i vores kultur, siger han.

Og begejstringen er også at mærke hos Tue Von Påhlman.

- Jammerbugt Kommune er for mig kendetegnet ved sin naturskønne beliggenhed ved hav og fjord, sine levende bysamfund og en størrelse, der både tillader ambitiøse initiativer og mulighed for tæt dialog med borgere og samarbejdspartnere. Jeg ser en kommune, der har et solidt fundament, og jeg er klar til at tage fat på de ambitiøse opgaver og reformer, der venter forude, udtaler han.


Præsten Susanne vil forsøde juletiden bag tremmer

Foto: Simon Mølgaard / TV2 Nord

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Der er sørget for både gaver til de indsattes børn og de indsatte selv.

Inde i Føtex i Hobro står fire fyldte indkøbsvogne klar til Susanne Dahlgaard.

Vognene er fyldte med julegaveposer, som hun skal have kørt over til arresten i Hobro, hvor de den 24. december skal gøre den hårde juletid bag tremmer lidt sødere.

- Det kristne budskab er, at bag en hver fejltagelse vil der altid være et menneske, som er værd at elske, siger Susanne Dahlgaard, der er arresthuspræst i Hobro.

I Hobro arrest sidder der i øjeblikket 29 indsatte. Langt de fleste afventer dom, mens enkelte afsoner og venter på overførsel til et af landets fængsler. Her i julemåneden har de kunnet bruge ventetiden med mere julehygge end normalt. For udover julegaveposen, som de indsatte får juleaften, så har arresthuspræsten også sat gang i flere andre initiativer, der skal bringe lidt julehygge ind bag tremmerne i arresthuset.

Pakkekalender og børnegaver

Der er nemlig også lavet en pakkekalender til de indsatte, der på skift får en gave i løbet af december. Vigtigere for Susanne Dahlgaard er det også lykkes at få en stor dansk legetøjskæde til at sponsere gaver til de indsattes børn, der kommer og besøger deres mor eller far i julen.

- Hvis man kigger på det mørke, de sidder i, så er det her ikke noget, der jager mørket væk, men måske bare noget, der gør mørket lidt mindre mørkt, siger Susanne Dahlgaard.

Initiativerne er gjort mulige takket være lokale sponsorere. Pakkekalenderen er sponsoreret af Netto i Hobro og Rema 1000 i Allingåbro, mens julegaveposerne er sponsoreret af Føtex i Hobro.

- Da Susanne kontaktede os, så var vi ikke i tvivl om, at vi ville støtte op, siger Mille Jespersen, der er teamleder i Føtex Hobro.

Fast tradition

Denne jul er første gang at juletiden forsødes lidt i arresthuset. Står det til arresthuspræsten er det dog ikke sidste gang.

Hun ser faktisk gerne, at det bliver en fast tradition med både gaver til de indsatte og deres børn.

- Jeg har selv set, hvordan nogle af dem bliver overvældede over at få en lille gave, og det er selvfølgelig dejligt, siger Susanne Dahlgaard.


Kommune kæmper for at give forældre med syge børn fri

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Politikere fra Aalborg prøver igen at sikre en del af kommunens ansatte mulighed for at have fri så længe deres barn er sygt - og ikke kun den første dag.

Helle Frederiksen fra Socialdemokratiet tog sammen med SF's Jane Østergaard initiativ til forslaget tilbage i foråret, hvor de blev inspirerede af blandt andre virksomheden Norlys, som giver sine medarbejdere mulighed for at tage fri under hele barnets sygeperiode. 

Helle Frederiksen og Jane Østergaard fik dernæst et flertal i Aalborg byråd med på at sende forslaget til Kommunernes Landsforening (KL,) for at få dispensation til at lave en forsøgsordning, men fik på det tidspunkt afslag fra KL, alene fordi forslaget strider mod overenskomsten.

Derfor har de to Aalborg-politikere nu henvendt sig til deres partiledere, Statsminister Mette Frederiksen og SF’s Pia Olsen Dyhr, i Folketinget for at få dem til at se på principperne i et bredere perspektiv.

- Vi vil gerne have, at man kigger på det mere overordnet i samfundsmæssigt, hvor der jo også er sundhedsmæssigt perspektiv ved, at vi ikke har syge børn i institutionerne og derfor færre syge pædagoger og færre syge familier, fordi man så bryder smittekæden, siger Helle Frederiksen (S).

Forældre lyver sig selv syge  

Forslaget skal også afhjælpe den situation, at forældre er nødt til at lyve sig selv syge, fordi de ikke har mulighed for et sygt barn passet – en situation, der bliver en stress-faktor for forældrene.

- Det er ikke nogen hemmelighed, det er elefanten i rummet. Vi ved det godt, men der er ikke nogen, der siger det højt, siger Helle Frederiksen.

Har du et godt tip?

Mange gode historier bliver til på baggrund af et tip fra en bruger.

Hvis du har en historie, du synes, vi skal kigge nærmere på, så klik herunder og send en mail til redaktionen.

Udover at hjælpe de nuværende kommunalt ansatte, der oplever udfordringerne ved kun at have begrænset ret til fri med løn, når deres barn er sygt, vil det at gøre retten til barnets sygedage ubegrænset, ifølge Helle Frederiksen, også være med til at gøre Aalborg Kommune til en mere attraktiv arbejdsplads.  

- Det er jo også attraktivt for en medarbejder at kunne se, at her er der forståelse for, at man har familie og at man har børn, og det er nødvendigt, at jeg er hjemme lige nu. Så den større fleksibilitet vil jo også have en stor afsmittende effekt på at gøre Aalborg Kommune attraktiv som arbejdsplads, siger Helle Frederiksen.


Er du den heldige? Her er dagens vinder af to kilo juleslik

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Hver aften efter 19.30-nyhederne trækker TV2 Nord en vinder af to kilo juleslik fra AllSweets i Aalborg Storcenter.

Er du en vaskeægte slikmund?

Så skal du være med i TV2 Nord's julekonkurrence, hvor vi hver dag fra den 20. november til den 20. december trækker lod om to kilo slik fra 'Allsweets' i Aalborg Storcenter.

For at være med i konkurrencen skal du kigge forbi juleskoven på TV2 Nord i Aabybro, hænge julepynt på træerne og putte et brev i julemandens postkasse med dit navn og kontaktinformationer.

Hver aften efter 19.30-nyhederne trækker vi en vinder. Læs mere her.

Og vinderen af fredagens udtrækning, kan du se i videoen herunder: