Nye fund af farlige stoffer i vand
Foreløbigt er det havskum, der er hovedmistænkt for at bringe PFAS i råvandet.
Skagen Vandværk har fundet for høje mængder af de såkaldte PFAS stoffer i 30 ud af 31 lokale vandboringer.
I den nordligste del af Danmark midt i den vilde natur ligger Skagen Vandværk. Den store bygning er opført i materialer, så den passer ind i de omgivelser, den er placeret i. Gule mursten, der matcher den åbne hede, og sortmalet fyrretræ, der læner sig op ad den tilstødende nåleskov. Alt ånder idyl på overfladen. Men 18-20 meter under jordens overflade findes det farlige stof PFAS i ualmindeligt store mængder.
- Det undrer os meget, fordi vores kildeplads ligger i meget beskyttet naturområde. Flere af boringerne ligger i det, der betegnes som et EU-habitatområde, og det er nærmest den ypperligste beskyttelse man kan få, mod aktiviteter, der kan skade grundvandet, siger Lars Buchholtz Østergaard, der er Forsyningschef i Frederikshavn Kommune.
Maner til besindighed
Det er kun i råvandet, der bliver pumpet op af jorden, der er fundet for høje mængder af PFAS. Det betyder, at vandet der løber i hanerne hos forbrugerne, ikke er præget af de miljøfremmede stoffer.
Derfor ønsker Frederikshavn Forsyning at mane til besindighed.
- Der er ikke påvist overskridelser på drikkevandet, der forlader vandværket og pumpes ud til kunderne. Desuden indvindes 75 procent af det vand der forbruges i Skagen i Tolne. Der er ingen grund til bekymring, siger forsyningschefen.
For høje koncentrationer af PFAS-stoffer er fundet i 30 ud af 31 vandboringer i Skagen.
Foreløbige undersøgelser tyder på, at forureningen kommer fra havet - mere specifikt fra havskummet. Hvis det er tilfældet, er Skagen særligt udsat på grund af geografien.
- Den måde Skagen er bygget op på, der har vi faktisk et badekar, hvor vi har havet på begge sider, og så har vi drikkevand i midten, og jo mere vi indvinder, jo mere tryk vil der komme fra havvandet ind mod vores magasin af drikkevand, siger Lars Buchholtz Østergaard.
I tæt samarbejde med myndighederne
Frederikshavn Vand har et stort ønske om at kortlægge, hvad der skyldes den høje mængde PFAS. Derfor er de i tæt dialog med myndighederne omkring mulighed for kildeopsporing.
Forsyningen arbejder på højtryk for at finde en forklaring og i mellem tiden følger de med hos kollegaer i andre dele af landet.
- Om der er en kolation mellem det at have et kystnært vandværk og kildepas, og så finde de her forbindelser på PFAS, det er vi lidt spændt på. Vi ved, at der er andre forsyninger, der har kyst rundt om sig, der også har problemer, siger Lars Buchholtz Østergaard.
Frederikshavn Vand forsøger at være på forkant med analyserne. Det betyder, at der i år er igangsat fem gange så mange analyser dom hidtil. Det indebærer 22 analyser det kommende år i forhold til de tidligere fire årlige, lovpligtige analyser på alle boringer i hele forsyningsområdet.
I løbet af det næste år laver Skagen vandværk 22 nye vandanalyser for at følge udviklingen. Det er over fire gange så mange, som loven kræver.
Skærpet krav
1. januar 2022 trådte den nye drikkevandsbekendtgørelse i kraft med et skærpet kvalitetskrav, som betyder, at drikkevandet fremover maksimalt må indeholde 0,002 mikrogram/liter for summen af PFAS-stofferne PFOA, PFOS, PFNA og PFHxS. Tidligere var kvalitetskravet på 0,1 mikrogram/liter, som fortsat gælder for 12 navngivne PFAS-forbindelser.