Ny rapport giver Skagens Kunstmuseer topkarakter
Foto: Allan Toft / Skagens Kunstmuseer
Skagen Kunstmuseum.
"Meget tilfredsstillende" og "international klasse". Det er nogle af de ord, der bliver brugt om trekløveren Skagens Kunstmuseer i en ny rapport.
Slots- og Kulturstyrelsen uddeler i en ny rapport roser i stride strømme til Skagens Museum, Anchers Hus og Drachmanns Hus, der tilsammen udgør Skagens Kunstmuseer.
Det oplyser Skagens Kunstmuseer og Frederikshavn Kommune i en fælles pressemeddelelse tirsdag.
Slots- og Kulturstyrelsen hører under Kulturministeriet og fører tilsyn med alle statsanerkendte museer i Danmark. Hvert år udvælges et antal museer til en konkret kvalitetsvurdering, og her har Skagens Kunstmuseer fået topkarakter.
- Skagens Kunstmuseer har gennemgået en bemærkelsesværdig udvikling og professionalisering af hele organisationen og har dermed udviklet sig til et museum i international klasse, skriver Slots- og Kulturstyrelsen i sin rapport.
Endnu plads til forbedring
Rapporten roser også Skagens Kunstmuseer for en "høj egenindtjening fra især entréindtægter", at museet har "formået at sikre en vellykket til- og udbygning" og har "sikret en vellykket fusion med kunstnerhjemmene" Anchers Hus og Drachmanns Hus.
- Skagens Kunstmuseer er jo en af mærkevarerne, som fortæller historien om Skagen og er en af årsagerne til, at Frederikshavn Kommune har turismen som vækstspor. Jeg er rigtig glad for, at museerne også får officiel anerkendelse for arbejdet med at sikre formidlingen af Skagensmalernes kunst, siger borgmester i Frederikshavn Kommune, Birgit Hansen (S), i pressemeddelelsen.
Selv om rapportens konklusion er særdeles positiv, så peger den også på områder, hvor Skagens Kunstmuseer stadig kan forbedre sig. Det gælder blandt andet formulering af strategiske mål.
- Vi er kommet langt, og vi har visioner på alle de områder, som vi ifølge museumsloven skal tilgodese. Næste skridt er at samle visionerne og skrive dem ind i en overordnet målsætning. Det arbejder vi med, samtidig med at vi planlægger de kommende sæsoners aktiviter i form af nye spændende udstillinger, siger direktør i Skagens Kunstmuseer, Lisette Vind Ebbesen i pressemeddelelsen.