Nordjysk projekt for psykisk sårbare rulles ud i hele landet
Foto: Hans-Christian Lauritzen
Takket være støtte fra Den Obelske Familiefond og penge fra Folketinget kan projektet "Frisk i naturen", der er startet i Nordjylland, nu rulles ud til hele landet.
Det begyndte med en idé fra frederikshavneren Erik Holm Sørensen for 10 år siden, og nu kan psykisk sårbare i hele Danmark snart drage nytte af projektet "Frisk i naturen".
Takket være en bevilling på to millioner kroner fra Folketinget og 1,4 millioner kroner fra Det Obelske Familiefond får SIND, der er landsforeningen for psykisk sundhed, og Naturstyrelsen nu mulighed for at rulle det nordjyske projekt ud i hele landet.
Vi ved, at naturen har en helende kraft i forhold til psykisk sundhed
Mia Kristina Hansen, Formand, SIND
Det oplyser Miljøministeriet onsdag i en pressemeddelelse.
- Naturen skal være for alle, også for de grupper, der kan have svært ved at komme derud på egen hånd. Derfor håber jeg, at rigtig mange vil melde sig til at hjælpe endnu flere psykisk sårbare ud i naturen i alle landets kommuner, siger miljøminister Lea Wermelin (S).
Frisk luft erstatter ikke behandling
Både professionelle fra eksempelvis kommuner og regioner samt frivillige fra foreninger og organisationer kan deltage i projektet, der har fået navnet ”Adgang til sol og vind styrker krop og sind”.
- Naturoplevelser erstatter ikke behandling. Men frisk luft og gåture under trækroner kan være et vigtigt supplement til psykisk sårbare i hele Danmark, siger Lea Wermelin.
SIND afholder kurser i alle regioner i løbet af 2022 og 2023. Første kursus finder sted i Nordjylland i september.
Målet med kurserne er at ruste deltagerne til at planlægge og gennemføre aktiviteter i naturen for voksne, der lever med psykiske vanskeligheder. Det kan eksempelvis være personer, der er tilknyttet et kommunalt støttecenter eller bosted.
- Vi ved, at naturen har en helende kraft i forhold til psykisk sundhed. Derfor er vi meget glade for, at Miljøministeriet har valgt at gå ind i det her partnerskab, som sikrer, at endnu flere mennesker, der lever med psykiske vanskeligheder, får mulighed for at bruge naturen, siger formand for SIND, Mia Kristina Hansen.
- Håbet er, at projektet spreder sig som ringe i vandet, og at naturoplevelser på sigt vil indgå som en fast del af et behandlingstilbuddet flere steder, siger SIND-formanden.
Fortsætter nordjysk initiativ
Projektet ”Adgang til sol og vind styrker krop og sind” er en fortsættelse af det nordjyske initiativ ”Frisk i naturen”, som ni kommuner og to regioner indtil nu har været en del af.
”Frisk i Naturen” har siden 2012 haft omkring 100 deltagere om året med på flere end 300 ture i naturen. Fokus på turene er naturens ro, og målene for turene er derfor ganske simple. Det har for eksempel været tranesafari eller observering af rovfugletræk.