Nordjysk golfstjerne i jubel efter 'forfærdelig ventetid'
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Lucas Bjerregaard er efter to års fravær tilbage på allerøverste niveau.
Det var en spændingsfyldt afslutning på Challenge Tour Grand Final på Mallorca for Lucas Bjerregaard.
En lang sæson kulminerede nemlig for frederikshavneren på Club de Golf Alcanda, da det lykkedes ham at holde sig i top 22 på DP World Tour, som er det næsthøjeste niveau i europæisk professionel golf.
Netop den placering var vital for golfspilleren, for de 22 bedste rykker op på allerøverste niveau på DP World Tour, der tidligere er kendt som European Tour.
Da Lucas Bjerregaard søndag slog sit sidste slag, var han samlet placeret som nummer 22. Der var dog flere spillere, der kunne overhale frederikshavneren. Men efter fire timers ventetid stod det klart, at Lucas Bjerregaard vender tilbage i det fineste selskab efter to års fravær.
- Det var forfærdeligt at vente. Min kone og jeg endte med at sidde nede på stranden de sidste 45 minutter med slukkede telefoner. Vi havde siddet og regnet på det, og der så det sort ud, synes jeg. Så vi gik derned og satte os, for jeg kunne ikke se mere fjernsyn. Det har været en forfærdelig eftermiddag, fortæller Lucas Bjerregaard til golf.dk om ventetiden.
Lucas Bjerregaard er ikke den eneste dansker, der i weekenden rykkede op i det fineste selskab. Også Rasmus Neergaard-Petersen og Hamish Brown er nu at finde på DP World Tour.
Derimod bliver det et farvel til Søren Kjeldsen på allerøverste hylde. Aalborgenseren har spillet intet mindre end 27 år på DP World Tour. Undervejs er det blevet til flere sejre. I 2016 lykkedes det Søren Kjeldsen at vinde World Cup of Golf på Kingston Heath Golf Club i Melbourne sammen med Thorbjørn Olesen.