Nordjysk efterskole står nærmest gabende tom
Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Håndspritten bliver ikke brugt lige så flittigt som ellers på Stidsholt Efterskole. De fleste elever er nemlig i isolation derhjemme.
Rekordmange bliver i øjeblikket smittet med corona. Hele 33.493 personer blev tirsdag registreret smittet, og det resulterer lige nu i, at støjniveauet på gangene er ualmindeligt lavt på Stidsholt Efterskole.
Normalvis emmer Stidsholt Efterskole af liv. Stedet huser normalvis 128 elever, men i øjeblikket er der stort mandefald. Der er så få elever tilbage på skolen, at de end ikke er i stand til at sætte to hold til en håndboldkamp.
Sølle 10 elever opholder sig netop nu på skolen. Resten er i selvisolation, og ud af dem er i omegnen af 30 elever smittet.
- Vi kan glæde os over, at størstedelen ikke er syge. Vi har måske fem elever, der er ramt, men den resterende flok er i gåseøjne "bare" testet positive, siger Andreas Larsen, forstander på Stidsholt Efterskole.
Ikke fuldtallige foreløbigt
Som følge af den store smitte har forstanderen besluttet, at alle elever gerne må få foretaget PCR-tests derhjemme. Også selvom de ikke bor på værelse med personer, der er smittede.
Hvor længe skal smittede personer blive i selvisolation?
Hvis personen testes positiv for COVID-19, skal personen blive i selvisolation:
- indtil 48 timer efter at personen ikke længere har symptomer, eller
- efter 10 dage, hvis vedkommende har haft to feberfrie dage (uden brug af
febernedsættende medicin som fx paracetamol), og har det betydeligt bedre. Det er acceptabelt med milde restsymptomer som hoste eller tab af smags- og lugtesans.
For en person, som testes positiv for COVID-19 uden at have symptomer, gælder følgende:
- Den smittede person uden symptomer skal selvisoleres i 7 dage, efter testen
blev taget (ikke 7 dage efter modtaget testsvar) og anses herefter for at være smittefri. Udvikler den smittede person symptomer i denne periode, kan selvisolationsperioden ophæves, når kriterierne som beskrevet øverst i boksen er opfyldt.
Smittede personer skal ikke testes negativ for at komme tilbage igen til skolen. Testen kan nemlig i en længere periode efter symptomophør være positiv pga. inaktiv virus, selvom man er rask og ikke længere smitter.
Kilde: Sundhedsstyrelsen
Som det ser ud nu, forventer forstanderen ikke, at efterskolen bliver helt fyldt med elever i den kommende tid.
- Så lang tid restriktionerne er, som de er nu, hvor eleverne skal isolere sig hjemme, så kommer vi ikke til at være fuldtallige. Det er naturligt, når der er så meget smitte i samfundet, siger han.
Terminsprøver foregår online
I denne uge har eleverne terminsprøver, og derfor jagter størstedelen af eleverne et godt resultat hjemme fra deres eget værelse i stedet for på skolen.
- Visse prøver flytter vi til uge ni, så de også kan opleve det fysisk. Men man mister ikke nødvendigvis noget ved, at prøverne foregår online. Dog kan det måske for enkelte være lidt sværere at konncentrere sig derhjemme, siger Andreas Larsen.