Nordjyde slår sin egen DM-rekord i svæveflyvning
Hans Christian Christensen fra Nordjysk Svæveflyveklub satte mandag den 8. maj danmarksrekord i svæveflyvning. Det var i disciplinen fri distance over tre vendepunkter.
Der var jubel i Sæby i mandags, da en svæveflyver landede med en ny danmarksrekord. Hans Christian Christensen fløj med sin LS1 fra 1973 i alt 694 kilometer og slog dermed sin egen rekord.
Ruten gik fra Sæby med vendepunkter over Hammer ved Vejler, Sindal Flyveplads, og Ejstrupholm ved Nørre Snede. Han landede efter de 694 kilometer i luften på en mark i Dybvad - 43 kilometer bedre end sin tidligere rekord fra 2008.
- For mig er det vigtigt at se, hvad vi kan opnå med svæveflyvning. Jeg håber, jeg kan inspirere andre til at se, at vi kan flytte grænser, siger Hans Christian Christensen til TV2 Nord.
- Jeg var heldig med vejrforholdene, så jeg forberedte mig på, at det godt kunne ske, fortsætter han.
Det var nemlig særlige vejrforhold i mandags, der gjorde, at nordjyden, der bor i Gærum ved Frederikshavn, kunne slå rekorden.
En pilot fra Herning havde også udset sig rekorden i mandags, men det lykkedes altså ikke for midtjyden at flyve længere end 630 kilometer.
Hans Christian Andersen arbejder ved siden af svæveflyvningen som pilot hos Danish Air Transport tæt på Kolding.
Nordjysk Svæveflyveklub, som han er medlem af, flyver fra Ottestrup Flyveplads ved Sæby.