Liva fra Skagen maler kunst til majestæten
Om lidt over halvanden måned fylder Hendes Majestæt Dronningen 80 år. Og blandt de givetvis mange gaver til majestæten i den anledning, vil der også være kunst fra Skagen. Nærmere betegnet kunst udført af tredje klasse på Skagen Skole.
Om lidt over halvanden måned fylder Hendes Majestæt Dronningen 80 år. Og blandt de givetvis mange gaver til majestæten i den anledning, vil der også være kunst fra Skagen. Nærmere betegnet kunst udført af tredje klasse på Skagen Skole.
Det er Kommunernes Landsforening, der har bedt landets 98 kommuner om at bidrage med et maleri som er malet af en 3. klasse. I Frederikshavn Kommune er valget faldet på elever fra Skagen Skole.
- Det er meget sejt at det lige er vores klasse, siger Liva Hansen fra 3. klasse på Skagen Skole.
Eleverne skal male et portræt af Dronningen, og de har helt styr på, hvem regenten er.
- Hun er meget glad. Det har jeg ihvertfald set på mange af hendes billeder, siger Liva Hansen.
Eleverne har brugt P.S. Krøyers berømte maleri Sommeraften ved Skagen Sønderstrand som forlæg, og kunstformidler Ane Bjerg Thomsen fra Skagens Kunstmuseer er sikker på at Dronning Margrethe kan se, at det er kunstværker, der er lavet i Skagen.
- De har været super kvikke til at opfange, hvad der var det vigtige. De har fanget linjerne og farverne i billedet, så der er ingen tvivl om, at Dronning Magrethe vil sige, at dét der, det kommer fra Skagen.
Det er op til en lokal jury at vælge det billede Frederikshavn Kommune skal give dronningen i fødselsdagsgave.
- Det vil være sindsygt, hvis det bliver mit, men det tror jeg ikke, men måske, slutter Liva.