Krigsskib rev sig løs i stormen: - Det har kostet en del buler
Her ses sammenstødet mellem Esbern Snare og Absalon. Foto: Privatfoto
Krigsskibet Esbern Snarre rev sig fredag formiddag i Stormen Rolf sig løs - og det har givet en del skader på søsterskibet Absalon.
- Det kræver meget tryk at rive den fri.
Det fortæller Frank Jensen, kommandørkaptajn og chef for fregatten Absalon.
Han er på vej til Frederikshavn for at se til Esbern Snare og Absalon, som i dag har kollideret.
Det skete ved, at et ordentlig vindstød fik Esbern Snare til at knække trosserne på skibets bagende.
- Når der er dårligt vejr, tager vi ekstra foranstaltninger. Og det kræver meget at rive den fri. Men sprænger en af trosserne på bagenden, så ryger de næste hurtigt med, siger Frank Jensen.
Det er også vindstød over orkanstyrke fra stormen Rolf, som har givet gevaldige udfordringer i Frederikshavn - og altså en kollision mellem de to fregatter.
- Esbern Snare drev ud med bagenden ud mod bassinet, og det er her, den har ramt Absalon, siger Frank Jensen og fortsætter:
- Det var den stærke ende af Snare, som har ramt Absalon, så det har givet en del buler på siden af den.
Ro på situationen
Efter klokken 12 skulle der være mere ro på situationen med stormen igen, og derfor er Esbern Snare snart tilbage på plads.
- Vi ville selvfølgelig vente med det, indtil stormen havde lagt sig lidt for ikke at beskadige de trosser på forenden, som stadig holdt Esbern Snare fast, fortæller Frank Jensen og fortsætter:
- Der er tre slæbebåde på opgaven, og maskineriet i Snare bliver også tændt, så den kan hjælpe til. Så det burde ikke være så svært at få den tilbage igen, når stormen er væk.
Endnu er der ikke kommet et overblik over situationen med, hvordan fregatten kunne rive sig fri - eller hvor store skaderne er.
- Vi er gået i gang med at undersøge det, men det skal vi have nogle eksperter på, der kan hjælpe os med. Selvom vi havde sat ekstra trosser på til denne gang, så kan det jo være, vi kan gøre det bedre, siger han og fortsætter:
- Skaderne er vi også ved at undersøge, hvor store de er.