Kræver minksager bliver speedet op: Vil indkalde ministre til møde
Foto: Clara Al-Naseri
- Der er gået for lang tid. Processen skal speedes op. Sådan er reaktionen fra det nordjyske folketingsmedlem Bjarne Laustsen på TV2 Nords afdækning af, at de såkaldte følgeerhverv til minkbranchen på fjerde år fortsat venter på en afklaring på deres erstatningssager.
Leif Frederiksen er indehaver af Nordjysk Pelseri i Aalbæk, og som TV2 Nord har fortalt, så har maskinerne på pelseriet stået stille siden minkerhvervet blev lukket ned. Siden har Leif Frederiksen og de øvrige følgeerhverv til minkbranchen ventet på, at der skal komme en udmelding på, hvordan erstatningerne bliver for deres virksomheder.
- Der er gået for lang tid. For alle parters skyld, så skal man speede processen op, hvis det er muligt, så de her folk kan komme videre med deres liv, siger det nordjyske folketingsmedlem og medlem af fødevareudvalget, Bjarne Laustsen (S).
Bjarne Laustsen vil nu indkalde transportminister Thomas Danielsen (V) og fødevareminister Jacob Jensen (V) til møde om sagen i håb om, at der kan gøres noget for hurtigt at hjælpe folk som Leif Frederiksen.
- Jeg vil bede om, at vi får opfølgning på, om det er muligt at speede processen op fra politisk hold, for det mener jeg, at der er brug for, siger Bjarne Laustsen.
En langsom proces
Følgeerhvervene venter på at staten får en erstatningsaftale på plads med Kopenhagen Fur, som er pelsdyravlernes andelsselskab og verdens største pelsauktionshus. Den sag har trukket ud og er blevet udsat flere gange.
- Man har valgt en model, hvor man gør alting op. Derfor har man bedt om, at farmene skulle vedligeholdes og følgeerhvervene skal holde deres maskiner i ordentlig stand. Det er en langsommelig proces, man har valgt, og derfor kommer det til at tage tid.
Seneste vurdering vedrørende Kopenhagen Fur er, at der måske kommer en afgørelse i løbet af foråret, og først herefter kan Leif Frederiksen komme i gang med at søge erstatning, som han i følge staten er berettiget til.