Kørte 12-årig på el-løbehjul ihjel: Nu er 50-årig dømt
Foto: Byrd / Ejvind Pedersen
Retten i Hjørring har netop afsagt dom mod den 50-årige bilist, der i november sidste år kostede en 12-årige pige livet.
Den 50-årige mand, der 11. november sidste år påkørte og dræbte en 12-årig pige på Brøndenvej ved Østervrå er netop blevet idømt et år og fire måneders fængsel. Det har Retten i Hjørring afgjort.
Den 50-årige erklærede sig under retssagen, der tog sin begyndelse klokken 9 tirsdag morgen, skyldig i begge tiltalepunkter: Uagtsomt manddrab og narkokørsel.
Den 50-årige var nemlig, da han kort før klokken 7.30 den 11. november påkørte den 12-årige pige, påvirket af både cannabis og amfetamin. Det viste blodprøver udtaget kort tid efter ulykken.
Kørte på el-løbehjul
Den 12-årige pige var, da hun blev påkørt, på vej i skole. Hun kørte, iført både lys og reflekser, på et el-løbehjul i siden af vejen, da den 50-årige ramte hende bagfra. Kort tid efter ulykken døde pigen på sygehuset af sine kvæstelser.
Efter ulykken blev den 50-årige med det samme anholdt og sigtet, da politiet havde mistanke om, at han var påvirket - en mistanke som blodprøverne bekræftede og som manden selv bekræftede i retten tirsdag. Under grundlovsforhøret, der fandt sted dagen efter ulykken nægtede han ellers at have været narkopåvirket i forbindelse med ulykken.
Advokater enige om strafniveau
Retten i Hjørring idømte altså den 50-årige et år og fire måneders fængsel, og det var en dom, der passede ret godt med både anklagerens og forsvarerens vurdering af, hvad forbrydelsen skulle koste.
I forbindelse med den såkaldte procedure, argumenterede anklager Sofie Stokholm fra Nordjyllands Politi for, at den 50-årige skulle idømmes et år og fire måneders fængsel, ligesom han skulle frakendes sit kørekort i fem år. Den vurdering var den 50-åriges forsvarer Jens Henrik Bech enig i, men han mente, at 3,5 års frakendelse af kørekortet var mere passende.
Retten lagde sig dog midt imellem de to advokater og idømte den 50-årige fire års frakendelse af føreretten. Han skal derudover betale to gange 75.000 kroner i erstatning til den 12-årige piges forældre.
Den 50-årige modtog dommen.
Se indslag med anklager Sofie Stokholm fra Nordjyllands Politi og forsvarer Jens Henrik Bech: