Klar til største golfevent i Vendsyssel nogensinde
Foto: Jesper Christiansen
En Danmarks største golfstjerner, Søren Kjeldsen, deltager i Challenge Tour.
Flere års forberedelser kulminerer de kommende dage i Frederikshavn. Her er Frederikshavn Golfklub vært for en afdeling af den europæiske Challenge Tour. Den største og mest prestigesfyldte turnering, som nogensinde er spillet i Vendsyssel.
I to år har golfmanager i Frederikshavn Golfklub, Inge Møller Thomsen, sammen med over 100 frivillige planlagt og tilrettelagt afviklingen af den store golfturneringen i Frederikshavn.
- Vi er velforberedte. Nu skal vi bare have den afviklet, siger Inge Møller Thomsen.
Turneringen er den største nogensinde, som bliver spillet i Vendsyssel. 160 spillere lige under den absolute verdenselite er med, når turneringen begynder torsdag.
Og set-uppet er noget større end det plejer at være i Frederikshavn Golfklub.
- Der er masser af forskellige trucks, som er hentet ind. Der er et mobilt kontor til European Tour Group, og klubhuset som normalt er stort, er der nu kun players lounge, hvor spillerne kan spise og opholde sig, fortæller golfmanager Inge Møller Thomsen.
TV til 400 millioner seere
Det er dagen før dagen for både Inge Thomsen og de mange golfspillere. Rundt omkring på banen bliver de forskellige slag finpudset til at den først bold i turneringen slås.
Og det er ikke bare i Frederikshavn turneringen følges.
- Det, der sker lige nu i Frederikshavn, bliver tv-transmitteret i resume rundt i hele verden til 400 millioner seere. Hvis ikke det er stort, så ved jeg ikke, hvad der er, siger Inge Møller Thomsen.
Det er fire år siden, at Frederikshavn Golfklub fik værtsskabet for den internationale turnering. Den bevågenhed som turneringen giver, skal over de næste år bruges til at trække flere golfturister til klubberne i området.
- Det at vi lægger navn og bane til sådan en turnering, tror vi vil hjælpe os alle sammen i kommunen. Ikke bare i Frederikshavn, men også vores naboklubber i Sæby og Aalbæk, siger formand for Frederikshavn Golfklub, Kim Stubbergaard Reese.
Golfklubben har en plan
I Frederikshavn Golfklub har man derfor lagt en fem års plan, som skal udvikle klubben og være med til at skaffe nye store turneringer til klubben.
- Vi kan allerede nu mærke, at Frederikshavn bliver nævnt, siger Kim Stubbergaard Reese
Sidste bold i turnering slås søndag eftermiddag, og der er gratis adgang alle dage for publikum.