Job lokker højtuddannede til Frederikshavn
Foto: Frederikshavn Kommune
Dipendra Shrestha er flyttet til Skagen sammen med sin kone og deres datter. Det var et job, der lokkede.
Frederikshavn Kommune har fået 530 henvendelser fra højtuddannede, som er interesserede kommunens jobmuligheder. Dipendra Shrestha flyttede fra Gentofte til Skagen, da han blev tilbudt et arbejde.
At tiltrække højtuddannet arbejdskraft er en evig udfordring for rigtig mange kommuner. Men i Frederikshavn har de succes med at matche kandidater med job i lokalområdet.
Her har 530 interesserede indsendt sit CV til ”Move North”, som hjælper med at parre kandidaterne sammen med det helt rigtige job. Via en hjemmeside og besøg på karrieremesser fortæller Move North om mulighederne for bosætning og spændende jobmuligheder.
Et langt, sejt træk, lyder det fra tiltrækningskoordinatoren – men det virker.
- Uanset hvor vi kommer, bliver vi genkendt, og der er rigtig mange, der kommer forbi for at høre mere om mulighederne for job og tilflytning, siger Kåre Holdt Madsen, der er tiltrækningskoordinator ved Frederikshavn Kommune.
Fra Gentofte til Skagen
Dipendra Shrestha er en af Move Norths succeshistorier. Den 37-årige bygningsingeniør er flyttet til Frederikshavn Kommune med sin familie, efter han mødte Move North på Karrieremessen på DTU i Lyngby. De lokkede med et job ved Skagen-virksomheden HBN Huse/A-Supply og et job til Dipendra Shresthas kone.
- Jeg må sige, vi føler os heldige, det har overhovedet ikke været hårdt at flytte og skifte miljø.
Dipendra Shrestha, tilflytter, Skagen
Parret og deres 5-årige datter bor nu i Skagen efter 13 år i Gentofte.
- Vi ville gerne ud i den friske luft og bo tættere på naturen. Jeg kendte Nordjylland i forvejen, fordi jeg tog en del af uddannelsen på Aalborg Universitet. Jeg må sige, vi føler os heldige, det har overhovedet ikke været hårdt at flytte og skifte miljø, siger Dipendra Shrestha.
Det er især ingeniører og andre specialister, der er brug for i Frederikshavn Kommune.