Jannie og Allans bryggeri holder kun åbent syv timer om ugen

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Det lille nanobryggeri Bangsbo Brewing Company åbnede i 2023. I dag har de succes med at sælge specialøl fra deres taproom i Frederikshavn.

Det er fredag eftermiddag, og fredagsbaren er åben ved Bangsbo Brewing Company i Frederikshavn.

Gæsterne er bænket tæt ved et par store borde i den ene ende af det lille bryggerilokale.

I den anden ende står bryggeriets tanke med øl, der er ved at blive brygget til frit skue for gæsterne.

Og det er helt bevidst, at folk skal sidde lidt tæt, når de besøger bryggeriet.

- For os er øllet en social ting. Kender man ikke hinanden, men man sidder måske og drikker den samme øl, så spørger folk ”hvad synes du om den?” Så er samtalen ligesom i gang, siger Allan Jensen fra Bangsbo Brewing  Company.

Dørene åbner klokken 15.00 og lukker allerede igen klokken 18.00.

For nanobryggeriet er kun åbent to dage om ugen: tre timer fredag og fire timer lørdag.

Programserien ”Humlen ved Nordjylland” besøger Bangsbo Brewing Company. Se programmet her. Artiklen fortsætter under videoen.

Humlen ved Nordjylland - Episode 5

Der manglede sådan et sted

Det er Allan Jensen og Jannie Kristensen, der står bag det lille bryggeri – både som ejere og som bryggere.

De to grundlagde bryggeriet i 2023, og de bestræber sig på at have seks forskellige øl på menuen ad gangen.

Det nordjyske bryggeri brygger 150 liter øl ad gangen. Dermed er Bangsbo Brewing Company et såkaldt nanobryggeri.

Et nanobryggeri er det mindste bryggeri indenfor bryggeriverdenen med produktioner på under 1000 liter øl i en batch.

- Vi skulle se, om det kunne gå her i Frederikshavn. Om folk var med på idéen. Der manglede sådan et sted, hvor man kunne sidde og hygge sig sammen med nogen. Og det lader til, folk har taget det til sig, siger Allan Jensen.

Eksperterne fra programmet ”Humlen ved Nordjylland” besøger det lille bryggeri, og de bliver blandt andet præsenteret for øllen ”Le Moon”, der er en såkaldt Imperial Pastry Sour.

En øl, der er brygget med citron og vanilje, som ifølge bryggeriet er blevet en efterspurgt favorit.

Og den falder da også i god smag ved øl-eksperterne:

- I har ramt en meget fin balance. Den topper listen over de spændende øl. For eksperimenter er fine nok, men man skal gerne slippe heldigt af sted med dem. Det har I gjort med den her, siger øl-ekspert Anders Kissmeyer.

Du kan se mere fra Bangsbo Brewing Company og fra øl-eksperternes øvrige tur til det allernordligste Nordjylland, hvor de også besøger Skagen Bryghus i uge 29, på tv2nord.dk og TV 2 Play.


Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Dødt rådyr satte tanker i gang hos børnehavebørn.

I dag har forældre i Kongerslev nok hørt lidt andre anekdoter fra børnehaven end sædvanligvis. For en jæger har nemlig været forbi Børnehaven Kongerslev Hurlumhejhus med et dødt rådyr, som han har flået for øjnene af børnene.

- Det her er et rådyr. Den er død, og den gør ikke noget, forklarer Rasmus Haaning Odgaard, der er både pædagog i børnehaven og dagens læremester. Det er nemlig ham, der er jæger.

I Børnehaven Kongerslev Hurlumhejhus bruger de dagen på at lære børnene om naturens gang, og om hvad der sker med dyr, når de dør.

- Eksempelvis når børnene er nede ved købmanden og købe et stykke kød, hvor er det egentlig, det kød det kommer fra? Forklarer Rasmus Haaning Odgaard.

Børn lærer om kød, livets gang og anatomi

Foran børnehavebørnene flår han rådyret og parterer det. Resterne ender i en nedbrydningkasse, så ungerne kan se, hvad der sker, når det rådner. Og på legepladsen har de eksempelvis et dødt egern liggende i en kasse.

- Vi synes det er vigtigt, at man lærer dem om, hvordan er det egentlig, at livet hænger sammen? Hvad er det der sker med et dyr, når et dyr dør? Det åbner også op for nogle følelser. Hvorfor er det egentlig, det er synd for dem? Hvorfor er det, man slår et dyr ihjel - ja, men det er lige som for at bruge det til noget. Det er ikke noget, man bare gør for sjov, forklarer pædagogen.

Og det åbner da også for andre samtaler.

- Min bedstefar, han er oppe i himlen. Han er også død, fortæller en af børnene til Rasmus Haaning Odgaard, mens han arbejder med dyret.

Efter i dag har de fleste børn lært, både hvordan et hjerte mærkes og ikke mindst fungerer, fordi de har været med til at se rådyret blevet flået.

- Når man ser det visuelt og måske får fingrene i det, så lærer man det bedre, og får talt om, hvad et hjerte det er, siger han.

Næste projekt i børnehaven i Kongerslev bliver at få rådyrkødet tilberedt, så alle børnene kan få lov til at smage vildtkød.


Har foræret dem en bus: Vendsyssel FF møder ny ejer for første gang

Foto: Frederik Thingbak / Vendsyssel FF

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Det er den colombianske rapper blessd, som spillerne på fodboldholdet nu har mødt.

Vendsyssel FF er taget på træningslejr i Colombia i Medellín, og der har de nu mødt holdets nye ejer. Det er rapperen 'blessd', og det er angiveligt i forbindelse med rapperens 25 års fødselsdag, der er i dag den 27. januar, at de mødes.

Spillerne tog afsted lørdag morgen.

Og de fik sig også lidt af en overraskelse, da de kom. En gave af de store.

Rapperen og de andre ejere har nemlig sørget for at indkøb en bus til spillerne, der er malet i deres farver og med logo.

Foto: Frederik Thingbak / Vendsyssel FF

Foto: Jakob Fenger / TV MIDTVEST

Peter Larsen er 53 år gammel og har tilhørt Venstre lige så længe, han kan huske. Nu er det slut.

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

I snart 12 år har Peter Larsen siddet i kommunalbestyrelsen for Venstre. Men nu skifter han parti.

Han sidder i regionsrådet i Region Nordjylland på fjerde år. Han sidder i kommunalbestyrelsen i Thisted Kommune på 12. år. Og han er formand for kommunens børne- og familieudvalg. Alt sammen for Venstre. Men ikke mere.

Nu oplyser den markante politiker Peter Larsen, at han forlader det parti, han har tilhørt lige så længe, han kan huske. I stedet har han meldt sig ind i Liberal Alliance.

- Det er en beslutning, som har modnet sig i mig over de seneste år, siden Venstre gik i regering med Mette Frederiksen. Jeg har svært ved at genkende det Venstre, som jeg i sin tid meldte mig ind i. Jeg er liberal helt ind til benet, og jeg synes ikke, Venstre længere er et liberalt parti. Da slet ikke set her fra egnen, hvor vi er hårdt ramt af de Co2-afgifter, som regeringen står bag. Og samtidig ser vi en stat, der vokser. Som liberal vil jeg have mindre og ikke mere stat, siger Peter Larsen.

Han tilføjer, at han derfor bedre kan se sig selv i Liberal Alliance.

- Det er en alliance af liberale mennesker, og der kan jeg se mig selv i fremtiden, siger Peter Larsen, der agter at stille op til både kommunal- og regionsrådsvalget for sit nye parti, hvis ellers partiets medlemmer vil opstille ham.

Peter Larsen understreger, at han fortsat bakker op om konstitueringsaftalerne i både kommunalbestyrelsen og regionsrådet.

Den 53-årige politiker er bosat i Thisted, og han gør det klart, at partiskiftet alene skyldes utilfredshed med Venstres politiske linje på landsplan og altså ikke skyldes uenighed med de lokale partifæller.

- Jeg har et glimrende samarbejde med Venstres folk både i kommunalbestyrelsen og regionsrådet. Ligesom jeg også har et godt samarbejde med politikere fra andre partier, siger Peter Larsen.

Han afviser, at partiskiftet skulle hænge sammen med, at Liberal Alliance i meningsmålingerne er et parti i fremgang, mens det ser mere broget ud for Venstre.

- Her lokalt fik Venstre langt flere stemmer end LA ved det seneste valg til Europaparlamentet, så det har ikke noget på sig, siger Peter Larsen.

I denne valgperiode har han som formand for børne- og familieudvalget været et markant ansigt i debatten om blandt andet lukninger af skoler og daginstitutioner.

Frygter du ikke, at det kan blive dyrt, når folk skal stemme til november?

- Hvis jeg ellers bliver stillet op for LA, så er det ikke noget, jeg kan være bange for. Jeg er med på, at jeg har været med til at træffe svære beslutninger, som ikke er lige populære alle steder, men jeg står på mål for de beslutninger, som jeg har været med til at træffe. Politik handler om holdninger og om at være ansvarlig, siger Peter Larsen.

Lyn-analyse

Det handler om SVM

Tiden læger ikke nødvendigvis alle sår.

Og slet ikke i politik.

Sådan kan analysen kun blive på en dag, hvor en ikke ubetydelig figur i Venstres bagland skrider.

Peter Larsen fra Thisted, der både er kommunal- og regionsrådspolitikker, kan ikke længere holde ud at se på, at Venstre er i regering med Socialdemokratiet.

Han havde svært ved at leve med det, da SVM i december 2022 blev skabt.

Plus to år senere er Peter Larsen ikke blevet mildere stemt.

At en venstremand med 12 års erfaring i kommunalbestyrelsen i Thisted samt fire år i det nordjyske regionsråd tager sit gode tøj og går, vidner om, at der i Venstres bagland stadig er nogle, som har svært ved at se logikken i, at Venstre gjorde Mette Frederiksen til statsminister – når formanden, Jakob Ellemann Jensen, blot nogle uger inden sagde, at det ”aldrig, som i aldrig, kommer til at ske”.

Læg dertil, at Peter Larsen kritiserer, at Venstre har fået for lidt ud af at gå med i den sammenbragte regering

Han skælder ud over Co2-afgifter og en – ifølge ham – voksende stat. Han siger, han ikke kan genkende det parti, han i sin tid meldte sig ind i.

Derfor skifter han nu til Liberal Alliance.

En historie, som vil blive taget stort ned lokalt i Thy og formentlig også i Venstre i Nordjylland.

Om Danmarks liberale parti på landsplan vil forholde sig til nyheden om partiskiftet, er mindre sandsynligt.

Mon ikke, man i toppen af Venstre vælger at tie den ihjel?

Også selvom man godt ved, at spørgsmålet om og hvornår man skal vriste sig fri af Socialdemokratiet, presser sig på jo tættere vi kommer på valg.

Et spørgsmål Peter Larsen i Thisted har svaret på.

Af Klaus Knudsen Pedersen, politisk redaktør, TV Midtvest.


Nye kontrol på omstridt stutteri: - Hestes basale behov er ikke opfyldt

Foto: Fødevarestyrelsen

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Hestene lever stadig under kritisable forhold. Politisk arbejder man nu for at lave en ordning, der ikke kun giver bøder - men i sidste ende fratager retten til at holde dyr.

Der er stadig ikke styr på forholdene for de mange heste, som tidligere stutteriejer John Byrialsen og hans samarbejdspartnere, har flyttet til flere adresser i Jammerbugt Kommune.

Fødevarestyrelsen har endnu engang været på uanmeldt kontrolbesøg på to adresser i Jammerbugt Kommune. Og endnu engang er der striber af overtrædelser.

Inger Lund Overgaard er dyrlæge ved Dyrenes beskyttelse. Hun har læst de to nye rapporter, og set billeddokumentation derfra, og for hende er der ingen tvivl:

- Jeg er bekymret for hestevelfærden, det er jeg absolut. Deres basale behov er ikke opfyldt.

Mangler stadig adgang til vand  

Da Fødevarestyrelsen var på besøg sidste gang den 20. november, blev der givet en lang række indskærpelser. Men på trods af det, er der altså stadig ikke ordnede forhold for hestene på de to gårde, da Fødevarestyrelsen kommer på uanmeldt kontrolbesøg den 7. januar i år.

Det står der i rapporterne

TV2 Nord har fået indsigt i de to nye rapporter, hvor det blandt andet påpeges at:

- Der mangler dokumentation for at hestene kommer nok ud

- Boksene er ikke store nok

- Der er for lavt til loftet, så hestene kan slå hovedet op i loftet

- Der mangler adgang til vand

- Hos en del af hestene mangler der tørt og rent strøelse

På adressen i Brovst, hvor der under kontrollen den 7. januar blev optalt 66 heste, var der faktisk sket forbedringer efter det forrige kontrolbesøg. Her fik ejer Hans Helmgaard påbud om, at der ”manglede velstrøet, tørt leje”. Den indskærpelse vurderer Fødevarestyrelsens dyrlæger den her gang er efterfulgt.

- Det er glædeligt, at de har konstatere, at der er opstrøet og tørt leje, som vi fik påbud om sidste gang, siger ejeren i dag til TV2 Nord.

I rapporten bliver der til gengæld indskærpet, at syv hopper går på en fold, der ikke egner sig til heste på grund af affald, nedblæste tagplader og andre farlige genstande. Men det er en fejl, at hestene går på den fold. Ifølge Hans Helmgaard skyldes det et sammenfald af uheldige omstændigheder:

- Vi tør ikke andet end at lukke hestene ud hver dag, for ellers får vi påbud om, at de ikke kommer ud. Som du også kan se i rapporten, så blæste det op til 30 meter i sekundet den dag, og de hopper var løbet igennem et hegn, over vejen, og ind på en gammel fold, hvor de ikke har gået siden den 29. december, forklarer han.

Foto: Fødevarestyrelsen
Foto: Fødevarestyrelsen
Foto: Fødevarestyrelsen
Foto: Fødevarestyrelsen

Ny ordning med hårdere straffe

Det ændrer dog ikke ved Inger Lund Overgaards overordnede opfattelse af de forhold, hun ser beskrevet i rapporterne.

- Jeg er bekymret. Når jeg ser, hvad jeg må formode er et professionelt hestehold, og jeg så ser sådan nogle billeder, så er jeg bekymret for hestenes basale behov sådan et sted. Og når jeg siger basale behov, så er det adgang til vand, adgang til foder, det er at der skal være et tørt leje, hvor hesten kan ligge, og det er også behov for, at hesten kan få den motion, som den har brug for.

Når forholdene på en ejendom med dyr - som dem i Jammerbugt Kommune - ikke er i orden, koster det i dag bøder og påbud.

Men i fremtiden skal det være meget nemmere at sanktionere. Det mener Alternativet, der nu har fået opbakning på Christiansborg til at undersøge, om der kan indføres en klippekortsordning, hvor tre klip vil medføre en frakendelse af retten til at holde dyr.

- Jeg er meget overbevist om at en klippekortsordning vil have en god effekt, og det hører vi også fra Dyrenes Beskyttelse og andre, der har forstand på det her. Hele pointen med det er, at det skal have en afskrækkende effekt, og at der skal være meget kortere fra, at man laver den første overtrædelse, til man får frakendt retten til at have dyr, lyder det fra Helene Brydensholt, der er dyrevelfærdsordfører ved Alternativet.

Forslaget er blevet taget godt imod hos et flertal af de andre partier på Christiansborg.

Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri fra Venstre, Jacob Jensen, sagde til TV2 fredag:

- Jeg synes, det er positivt, at Alternativet spiller et konkret forslag på banen, som selvfølgelig indeholder forskellige udfordringer og dilemmaer, men som vi også sammen med Alternativet og resten af aftalekredsen skal snakke videre om.

 


Solgte alt fra koncertbilletter til sko: Nu er seriebedrager dømt

Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

22-årig mand solgte varer på nettet, men køberne modtog dem aldrig.

I tre år lykkedes det en 22-årig mand fra Aalborg at tjene cirka 160.000 kroner ved at sælge ting, han ikke var i besiddelse af.

Det kaldes bedrageri af særligt grov beskaffenhed, og for den forbrydelse er han netop blevet idømt en kombinationsdom ved Retten i Aalborg på ni måneders fængsel, hvoraf to måneder er gjort ubetingede.

- Den tiltalte blev dømt i overensstemmelse med anklageskriftet, så det var tilfredsstillende, siger Mette Vestergaard, der er anklager ved Nordjyllands Politi.

Stort sortiment

Bitcoins, Playstations, møntsamlinger, sko, Iphones, koncertbilletter og Fortnite accounts.

Den 22-årige havde et bredt udvalg af varer, som han primært solgte på Facebook.

Nogle af hans varer fik han 100 kroner for. Andre varer fik han så meget som 12.000 kroner for. Fælles for dem alle var, at køberne aldrig modtog noget til gengæld for deres betaling.

En lang liste

Bedrageriet stod på i en periode fra april 2020 til maj 2023.

I den periode nåede den driftige unge mand at snyde sig til 160.000 kroner.

Således er anklageskriftet mod ham 27 sider langt og indeholder intet mindre end 91 forhold om bedrageri af særligt grov beskaffenhed.

80 personer er således blevet snydt af den 22-årige, som nu altså kan se frem til et par måneder i fængsel.

Den 22-årige blev desuden dømt til at betale erstatning til de forurettede.

Han modtog dommen.