Hærværk på fredet klit: Efterforskningen er slut
To mænd er sigtet for groft hærværk på en fredet klit i Skagen. Politiet overgiver nu sagen til anklagemyndigheden.
Det udløste forfærdelse blandt flere beboere i Skagen, da de i slutningen af oktober kunne konstatere, at nogen havde skrællet toppen af et større område fredet klit ved Sønderstrand med en gummiged.
Efter lidt mere end to ugers efterforskning var der gennembrud i sagen, da to mænd blev anholdt og sigtet for groft hærværk og overtrædelse af naturbeskyttelsesloven.
Begge de anholdte blev efterfølgende løsladt, mens politiet fortsatte efterforskningen. De to mænd er fortsat sigtede i sagen.
Efterforskningen er nu nået i mål. Det oplyser Peter Skovbak, som leder efterforskningen for Nordjyllands Politi.
- Efterforskningen er nu afsluttet, og sagen bliver overgivet til anklagemyndigheden i dag, siger Peter Skovbak fredag.
- Mere kan jeg ikke sige.
Dermed er næste skridt taget i den omdiskuterede sag, som skabte røre i lokalområdet, og som betød, at beboere i området begyndte at mistænke hinanden. Det fik borgmester Birgit S. Hansen til at bede folk om at passe på med at skyde hinanden et motiv i skoene.
Det kan du læse mere om her: