Minister om hærværk på fredet klit: Dybt uacceptabelt
Miljøminister Lea Wermelin kommenterer nu på sagen om den fredede klit ved Sønderstrand i Skagen, der i weekenden blev udsat for omfattende hærværk.
Hærværket på den fredede klit ved Vippefyret i Skagen vækker nu vrede på ministergangen. Miljøminister Lea Wermelin fra Socialdemokratiet er chokeret over, at sandet fra den fredede klit er blevet fjernet i løbet af weekenden.
- Det er meget alvorligt, og det er selvfølgelig også dybt uacceptabelt, at man ødelægger unik dansk natur, som det er sket i Skagen. Det er vigtigt, at vi tager skarp afstand fra det, og jeg kan kun opfordre alle med informationer til at henvende sig til politiet. Jeg er rigtig glad for, at man har handlet hurtigt fra kommunens side og har anmeldt det med det samme, siger Lea Wermelin.
Frederikshavn Kommune valgte mandag at anmelde sagen til Nordjyllands Politi. Kommunen forventer, at gerningsmanden eller -mændene betaler for at reetablere området.
Debat om bødestørrelse
Tidligere i dag opfordrede formanden for Folketingets Retsudvalg, Preben Bang Henriksen fra Venstre, ministeren til at redegøre for strafudmålingen i sager som denne med henblik på at kigge på lovgivningen.
- Jeg har en opfattelse af, at der i disse situationer kun udmåles ganske små bøder. Det må i givet fald stå klart for enhver, at sådan en straf slet ikke har nogen præventiv og afskrækkende virkning. Hvis det forholder sig, som jeg frygter, skal loven ændres, siger Preben Bang Henriksen fra Venstre.
Miljøminister Lea Wermelin afviser, at bødestørrelsen er for lille. Hun henviser til, at erstatningskravet kan gå hen og blive højt.
- Heldigvis kan vi se, at der ikke er mange sager som denne her, men når vi ser eksempler som det her, så er vi selvfølgelig også nødt til at handle på det. Først og fremmest, når man finder ud af, hvem det er, så får de også den store regning, det kræver for at genetablere naturen, så det er en straf i sig selv. Så er der en bøde oveni det, og der vil jeg ikke afvise, at vi skal ændre på det, men omvendt skal vi også passe på med at lovgive på baggrund af enkeltsager, siger Lea Wermelin.
Ministeren er klar på at se på, om bødestørrelsen skal ændres, hvis der kommer flere sager af denne art i fremtiden.
- Jeg er sådan set meget åben over for, at vi kan kigge på, om vi kan gøre noget mere. Heldigvis ser vi ikke mange af den her type sager.
Hvis man har oplysninger i sagen, kan Nordjyllands Politi kontaktes på telefon 114.