Forsøg på kystsikring strandet i Sæby
Mens især sommerhusejere på vestkysten ikke kan komme hurtigt nok igang med at kystsikre deres ejendomme, så tager en gruppe husejere fra Sæby det anderledes med ro.
Frederikshavn Kommune har en plan for at kystsikre deres huse, men prisen er alt for høj, siger husejerne. Derfor er sagen nu gået i hårdknude.
Havet tager jævnligt en bid af kysten lige syd for Sæby Havn, og nu kan Sæbynitterne ikke længere tage den offentlige trappe ned på stranden. Den er nemlig undermineret og spærret af med minestrimler.
Lodsejerne på kystsiden af Solsbækvej venter - med bekymring:
- Vi frygter at undermineringen af skrænten rykker endnu længere sydpå, og med de varsler om vandstigninger og flere kraftige storme, der er, så kan det gå meget hurtigt, siger Bertil Kejser Olsen, der bor i første klitrække.
Og lodsejerne på Solsbækvek ved hvad de taler om. TV2 Nord besøgte Bertil Olsen for godt ni år siden, da stormen Bodil havde raset. Den tog 15-18 meter af kysten på en enkelt nat.
- Det var noget af et chok for os at se, hvor hurtigt det egentlig kan gå fra at have en rigtig pæn strand, til det pludselig forsvinder. Vi kan ved lavvande stadig se enkelte rester fra en gård, der angiveligt forsvandt i 1940’erne, og de ligger mere end 100 meter ude i havet i dag, siger Bertil Kejser Olsen.
Borgerne bremser kystsikring
Men på trods af Bodil er der stadig ikke kommet kystsikring syd for Sæby, selv om høfder nord for Sæby Havn - og her enkelte høfder syd for havnen har vist deres værd. Ifølge Frederikshavn Kommune er det lodsejerne, der bremser en kystsikring ved deres ejendomme:
- Der ligger et projekt klar, som borgerne derude desværre har afvist på grund af, at der er en egenbetaling, som de synes er for høj. Men vi er klar til at tage en ny dialog med lodsejerne, hvis de henvender sig med andre forslag, siger Karsten Thomsen (S.), der er formand for Teknisk Udvalg i Frederikshavn Kommune.
Ueninge om pris
Lodsejerne mener, at en såkaldt hård kystsikring med høfder skal koste godt tre millioner kroner. Den pris har de selv fået et overslag på af en privat entreprenør. Men Frederikshavn Kommunes regnestykke siger alt fra 10-15 millioner i anlægspris plus årlig sandfodring og vedligehold for 600.000 kroner - en regning, som lodsejerne skal betale det meste af.
- Det er rimeligt, at vi skal være med til at betale, når vi også har herlighedsværdien, men vi kan slet ikke være med på de priser, som kommunen har stillet op. Det drejer sig om mange hundrede tusinde kroner for hver hustand. Der er tale om en offentlig strand, hvor sæbynitterne går ture hver dag , og hvor skole- og børnehavebørn kommer på udflugter, siger Bertil Kejser Olsen.
Frederikshavn Kommune venter nu på lodsejerne – og de venter til gengæld på, at en eventuelt ny storm nærmer sig en kommunal kloakledning, der lige nu befinder sig cirka 40 meter fra skrænten. Siden 2021 har lodsejerne og kommunen altså stirret hinanden stift i øjnene - og ventet på, hvem der blinkede først.