Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

FIK vil satse på kvindeishockey: Nu cykler de for en plads i ligaen

Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Der er ikke penge nok til at Frederikshavn Ishockeyklubs kvinder kan rykke i ligaen. Nu tager de sagen i egen hånd.

I Frederikshavn satser de nu på at rykke deres kvindeishockeyhold op i den bedste liga. 

Men det kræver en indsats fra kvinderne selv. For klubben har ikke penge til at finansiere. 

Derfor afholder de nu et cykelstøtteevent den 13. maj hos STARK i Frederikshavn. 

- Der er ingen tvivl om, at pigesporten er inde i en fremgang på alle punkter lige nu. Problemet i ishockey for kvinder er, at det måske altid har været en udpræget drengesport, og pigerne er måske blevet lidt glemt, men nu kan vi se, at der kommer flere og flere piger, siger cheftræner for FIK-kvinder, Ronnie Karlsson. 

Håbet er, at pigerne selv kan samle 50.000 kroner ind, for så vil klubben stå for resten. 

Hovedmålet for at det lykkedes ligger nemlig på 100.000 kroner. 

Indtil videre ligger klubbens lønninger på 35.000, og rykker de op, er klubben allerede ved at lave aftaler med spillere udefra. 

Det er svært at banke på hos den lokale VVS- mand og blinke med de blå øjne i håbet om, at han vil give nogle penge

Ronnie Karlsson

Elitesatsning for at beholde pigerne

Oprykningen til den bedste liga handler ikke kun om spillet, men derimod også at der er noget at tilbyde de kvindelige spillere i klubben. 

- Når pigerne bliver de her 18-20 år, hvis ikke man har noget i sportsklubben at tilbyde dem, så tænker de mere på karriere og uddannelse. Så taber vi dem, når ikke vi har eliteniveauet. Hele projektet handler om, at vi skal have eliteniveauet op og køre, siger Ronnie Karlsson. 

For det handler om at satse på pigesiden og gøre det muligt for spillere, som måske ikke har niveauet til at spille top ishockey at blive i klubben. 

Håbet er, at der både vil være et elitehold i den bedste række og et motionshold. 

- Vi har mange piger, som ikke kan slippe ishockeyen. Vi skal have rekrutereret flere, så det er et langt projekt, siger Ronnie Karlsson. 

Det er nemlig ikke altid lige let at rekrutere piger til Frederikshavn, så derfor skal man ifølge Ronnie Karlsson, forsøge at gøre det attraktivt for de nuværende at blive i klubben. 

- I Frederikshavn bliver vi nødt til at bygge det på vores egne piger. Og lige nu og her har vi en grundstamme på 10 til 14 spillere, som har niveauet til, at vi kan rykke op. 

En klub i underskud

Pigerne startede for en uge siden med at tage rundt i byen for at samle støtte og penge ind til deres event. Og i aften har de så det første møde for at finde ud af, hvad, der kan lade sig gøre. 

Herefter har de indtil d. 13. maj til at samle så mange som muligt. 

Når de ikke målet, er det ikke sikkert, at de kan rykke op. 

Som en bonus har klubben inviteret borgmester i Frederikshavn Kommune, Birgit Hansen (S), byrådsmedlem Almina Nikontovic og spillere fra Frederikshavns herreliga ishockeyhold, White Hawks til at cykle med dem. 

Pigerne skal cykle så langt som muligt på 60 km, hvor de er gået to og to sammen om en spinningscykel. Ideen til eventet har de fået fra andre, som har afholdt noget lignende. 

- Det er svært at banke på hos den lokale VVS- mand og blinke med de blå øjne i håbet om, at han vil give nogle penge, siger Ronnie Karlsson. 

Sidste år kom Frederikshavn Ishockeyklub ud med et lille underskud, og det kan blandt andet være en af årsagerne til, at spillerne selv må hjælpe til med økonomien. Men det gør de også gladeligt. 

Fordi vi på pigedelen tror så meget på det her, så har vi sagt ja til at hjælpe med at samle pengene, siger Ronnie Karlsson og uddyber: 

- Det koster nogle penge, når vi skal rundt i landet. Når både vi på holdet og klubben tror så meget på det, så har vi forsøgt at halveres om økonomien. 

Ifølge Ronnie Karlsson er det nu, de har niveauet og muligheden for at stille et elitekvindehold, så nu handler det i bund og grund kun om økonomien. 

- Vi håber helt bestemt, at det betyder, at vi kan få en fremtid i ligaen.


'Promoverer J-dag': Kritik preller af på borgmester

Aalborg Kommunes socialdemokratiske borgmester Lasse Frimand Jensen får hård kritik på J-dag, hvor 'sneen falder'.

J-dag er Tuborgs store reklamedag for juleøllen, i Jomfru Ane Gade i Aalborg, er det naturligvis altid en dag, hvor mennesker i massevis mødes i 'Gaden'.

Og en af de mange, der er mødt op til J-dag er Aalborg Kommunes borgmester, Lasse Frimand Jensen (S).

Han er blevet inviteret af Gadeforeningen Jomfru Ane Gade i forbindelse med J-dags 25-års jubilæum i festgaden. Det skriver DR.

- Jomfru Ane Gade er et kæmpestort aktiv for Aalborg Kommune og for Nordjylland. Det er et sted, mange mennesker har en festlig weekend, så jeg vil gerne med ind og ønske alle en rigtig god fest, sagde Lasse Frimand Jensen i P4 Nordjylland, kort før han skulle holde en tale fredag eftermiddag.

Nu får borgmesteren dog stor kritik for sin optræden, fremmøde og promovering af J-dag.

- Det undrer mig, at en borgmester vil profitere et arrangement, som dybest set er et reklamestunt for, at bryggerierne kan sælge flere juleøl, siger direktøren for organisationen Alkohol og Samfund, Ida Fabricius Bruun, til DR.

- Vigtig del af kulturen at komme i 'Gaden'

Organisationen arbejder for en mere bæredygtig alkoholkultur, og direktøren ser Lasse Frimand Jensens deltagelse som problematisk.

- Vi ved, at sådan et arrangement er designet til at få folk til at drikke rigtig meget på én gang. Alle erfaringer - også fra Aalborg - viser, at det er med til at skabe et øget pres på beredskabet, ambulancer, politi, når rigtig mange mennesker er samlet, og der er en voldsom udskænkning, lyder det fra Ida Fabricius Bruun.

- Derfor er det bekymrende, at en borgmester ligefrem stiller sig op og promoverer det arrangement.

Den kritik er dog ikke noget, Aalborg Kommunes borgmester tager synderligt tungt eller seriøst.

- Jeg vil rigtig gerne være med til at indbyde folk til at have en god aften og hygge sig. Det er en vigtig del af vores kultur i Aalborg, at man kan komme i Jomfru Ane Gade - og selvfølgelig opføre sig ordentligt og passe på hinadnen. Det kommer jeg også til at understrege i min tale i dag, forklarer Lasse Frimand Jensen.

Har du ikke et ansvar som borgmester for at tage afstand til den her drukkultur?

- Jeg er formand for bevillingsnævnet, så jeg er med til at give bevillinger her inde i Jomfru Ane Gade. En del af det er at komme ud og se beværtningerne og være i øjenhøjde med folk, svarer borgmesteren.

- Jeg er blevet inviteret til det. Som formand for bevillingsnævnet vil jeg også gerne være med til at tage ansvar for, at vi har en festgade, hvor vi passer på hinanden. Jeg synes også, at det er vigtigt for mig at markere, at vi godt kan have en fest og komme sikkert hjem, slutter Lasse Frimand Jensen (S).

Når klokken slår 20.59 fredag aften, kan Tuborgs juleøl skænkes i fadølshanerne i Jomfru Ane Gade og resten af landet.


Medarbejderne elsker hende, men i dag forlod hun dem

Foto: Ib William Christensen

Susanne Kiholm Lund har i to år været øverste chef for Trænregimentet i Nørresundby. I dag sagde hun farvel til medarbejderne.

Hun lægger ikke skjul på, at det er en underlig dag fyldt med håndtryk, kram og ansatte, der siger ”held og lykke”. Medarbejderne i Trænregimentet er samlet i en gymnastiksal for at sige farvel til deres chef Susanne Kiholm Lund.

- Det har været to år, hvor jeg hver eneste dag har gået glad på arbejde, hvor jeg har mødt positive og dedikerede mennesker. Det er underligt at forlade det her, siger Susanne Kiholm Lund.

Hun er blevet forfremmet fra oberst til brigadegeneral. Fra på mandag er hun øverste chef for hærens 2. brigade i Slagelse. Da Susanne Kiholm Lund tiltrådte som chef for Trænregimentet, kom hun med en ny ledelsesstil for de 1700 medarbejdere.

- Det hun måske allermest har gjort er at skabe håb

- Hun har skabt et forum blandt os chefer, hvor vi har følt os inddraget. Vi har været med til at træffe beslutningerne i fællesskab. Selvom hun har muligheden for det, har hun ikke bare dikteret, hvordan løsningen skulle være. Det, hun måske allermest har gjort, er at skabe håb, siger Finn Sode, der er chef for 2. Logistikbataljon i Trænregimentet.

 - Jeg er så ked af, at hun stopper for hun har skabt så mange forandringer. Hun har været med til at få os til at tænke meget mere åbent og ikke så snævert, som man måske gør meget i forsvaret, siger Michelle Westergaard Pedersen, der er HR-partner i Trænregimentet.

Hærens 1. Brigade er en stående reaktionsstyrke, der skal udsendes hvis Danmark kommer i krig. Susanne Kiholm Lund skal være chef for 2. Brigade. De sørger for sikkerheden i Danmark og skal sikre forsyningslinjerne, hvis vi sender soldater i krig.

- Der er stadigvæk Danmark vi skal passe på. Det er 2. Brigades opgave sammen med Hjemmeværnet, Søværnet, Flyvevåbnet og andre, siger den nye brigadegeneral.

Trænregimentet skal nu have ny chef. Hvem det bliver er endnu uvist. Stabschef Lars Kristensen er fungerende regimentschef, indtil der er fundet en ny chef for trænregimentet.


Hyldes efter 800 kampe for samme klub: - Jeg får hjemvé, hvis jeg kommer syd for Sæby

Foto: Mogens Jørgensen / TV2 Nord

Rivalopgøret fredag aften bliver ekstra specielt for især én spiller.

Det er en ægte klubmand, der fredag aften trækker den hvide Frederikshavn White Hawks-trøje over hovedet med det faste nummer 12 på ryggen.

Rasmus Søndergaard bliver nemlig hyldet, efter han mod Rødovre spillede sin kamp nummer 800 for ishockeyklubben - klubben, han altid har spillet i.

- Jeg har været heldig på en eller anden måde. Jeg har ikke været så meget skadet og har haft en klub, der har troet på mig og har kunnet bruge mig i mange år. Så ja, så står man her 800 kampe senere, lyder det fra hovedpersonen selv.

Siden 2017 har den 34-årige back samtidig haft den store ære at være kaptajn for Frederikshavn White Hawks, og det har han båret med stor stolthed.

Og han har aldrig haft lyst til at spille andre steder.

- Det har passer mig rigtig fint i Frederikshavn, og jeg er lidt en tryghedsnarkoman, så når jeg kommer syd for Sæby, begynder jeg at få hjemvé, siger Rasmus Søndergaard med et smil.

Se interviewet med Rasmus Søndergaard herunder:

Rasmus Søndergaard er ikke kendt for at lave de fleste point for holdet i løbet af en sæson, men han er holdspiller helt ud i storetåen på sine skøjter, og han har altid gået forrest, når der skal kæmpes om pucken på isen.

Uden for isen er Rasmus Søndergaard familiefar med tre børn, og han jonglerer også lige et fuldtidsarbejde hos Frederikshavn Kommune.

- Det kan godt være lidt hårdt, når man slår øjnene op efter et par timers søvn, men jeg synes stadigvæk, det er det hele værd, fordi jeg ved, at jeg ikke lige får muligheden igen om to år.

Han spiler desuden sammen med sin lillebror Thomas hos Frederikshavn White Hawks, men lillebror skal ikke forvente at se storebror spille yderligere 200 kampe, så han rammer de 1000 kampe..

- Arh, det tror jeg ikke, at min krop kan holde til, siger jubilaren Rasmus Søndergaard, men gør det dog klart, at motivationen til at spille videre stadig er stor.

Frederikshavn White Hawks spiller fredag aften 19.30 hjemme mod lokalrivalerne fra Aalborg Pirates. Kampen kan du følge på Metal Ligaens hjemmeside.


Presset AAU får kæmpe millionbeløb: Sådan skal pengene bruges

Foto: Aalborg Universitet

En kæmpe millionindsprøjtning falder på et tørt sted hos Aalborg Universitet.

I forbindelse med finansloven 2025 har regeringen og resten af Folketingets partiet indgået delaftaler omhandlende 5,5 milliarder kroner til forskning og innovation, der er en del af det offentlige forskningsbudget på 30,3 milliarder kroner.

I den forbindelse skal aftalen også være med til at styrke de danske universiteter, hvor der bliver afsat 500 millioner kroner til frie forsknings- og innovationsmidler til universiteterne.

Aalborg Universitet får 86 millioner kroner af de 500 millioner kroner, og det vækker glæde.

- Basismidlerne skal jo fordeles til otte universiteter, og der har vi fået godt og vel 17 procent af de samlede midler til universitetssektoren. Det kan jeg kun være tilfreds med, lyder det umiddelbare reaktion fra Per Michael Johansen, der er rektor for Aalborg Universitet.

Sådan skal pengene bruges

Rektoren begrunder en del af glæden med, at Aalborg Universitet 'kun' fylder ni procent af de samlede midler til universitetssektoren, og de 17 procent er derfor et godt stykke derover.

- Det er klart, at vi har kæmpet en del år for at få flere basismidler, fordi vi er i en situation på Aalborg Universitet, hvor vi er blevet så dygtige til at vinde konkurrenceudsatte midler, og vi er nødt til at have flere basismidler for at kunne fortsætte væksten af universitetet på forskningssiden, uddyber Per Michael Johansen.

- De har 86 millioner hjælper os med, at vi kan prioritere nogle forskningsområder og sætte nye forskningsområder i gang, som gerne skulle blive morgendagens fyrtårne inden for forskning.

Rektor hos Aalborg Universitet, Per Michael Johansen, ser frem til at bruge midler til skatteborgernes bedste. Foto: Ib William Christensen / TV2 Nord

I delaftalen fra regeringen og alle folketingets partier lægger de også vægt på, at de 'frie midler styrker universiteternes mulighed for at foretage lange, strategiske forskningsindsatser, som kan give os helt ny og banebrydende viden, der kan vende op og ned på, hvordan vi løser nogle af samfundets helt store problemer'.

Rektor hos Aalborg Universitet, Per Michael Johansen, kommer også mere konkret ind på, hvad de netop her kan bruge pengene på.

- Der er nogle områder, vi er virkelig dygtige til at trække midler hjem, og som godt kan vækste noget mere. Vi har jo et kæmpestort energiområde på Aalborg Universitet med mere end 400 forskere, som gør det supergodt.

- Vi har samtidig en demografisk udfordring i Danmark, så hele sundhedsområdet skal omstilles. Der har vi nogle forskningsområder, som kan støtte op om det. Så der er masser af steder, hvor man potentielt kan bruge pengene, og nu går vi så ind og kigger på, hvor vi får den bedste udvikling af universitetet for de midler, vi har fået, forklarer Per Michael Johansen.

Ydmyg i en presset tid

Efter nyheden om de mange millioner til Aalborg Universitet, har humøret også løftet sig på stedet.

- Det er klart, at det giver en virkelig god stemning på et universitet, der er lidt presset, som vi jo må sige, at der er rigtig mange offentlige institutioner, der er i den her tid.

- At man vælger at prioritere forskningen, er noget, vi selvfølgelig er glade for, men også ydmyge om i forhold til, hvordan situationen ser ud for mange andre offentlige arbejdspladser.

- Nu skal vi forvalte dem (pengene, red.) til skatteborgernes bedste til fremtiden. Det er sådan set det, der er vores opgave, slutter rektor hos Aalborg Universitet, Per Michael Johansen.


Kommune skærer i tilskud til museum: - Det får konsekvenser

Foto: TV2/Nord

Diskussionen er langt fra slut, mener rådmand, der efterspørger balance fra Christiansborg.

Det er ikke altid nemt at være en kulturinstitution i Danmark. Der kæmpes om midlerne, og der er sjældent nok til alle.

Det ville kulturminister Jakob Engel-Schmidt prøve at gøre op med med en ny reform. Den skal efter planen give 75 millioner kroner ekstra i statslig støtte til danske museer.

Til Kunsten i Aalborg er det planen, at støtten stiger fra 2,8 til hele 5,4 millioner kroner årligt. En glædelig nyhed for det nordjyske museum.

Der er dog et men.

For kort efter den gode nyhed har Aalborg Kommune valgt at skære i deres støtte til Kunsten med 1 million kroner næste år. Og de kommende år skærer kommunen 700.000 kroner i støtten.

- Det er jo kommet ret pludseligt, så vi har været ved at justere budgettet. Aftenåbningen alle dage får vi ikke længere penge til at holde fast i næste år, og så må vi vurdere, hvor det ellers får konsekvenser, siger direktør for Kunsten, Lasse Andersson.

Sjælland bliver forfordelt

Museumsdirektøren undrer sig over, at kommunen nu tager midler fra dem.

- Før har vi holdt møder og været enige om, at det var en god idé at forsøge at få flere penge til regionens museer. Derfor undrer vi os over, at de nu skærer i støtten, siger Lasse Andersson.

Det er der dog en god forklaring på, siger rådmand for Sundhed og Kultur i Aalborg Kommune, Jes Lunde (RV). Og han er ganske klar i spyttet:

- Det er simpelthen fordi, vi skal have kommunens budget til at hænge sammen, og vi synes bestemt ikke, at det er særlig sjovt. Alle forvaltninger har skullet spare, og vi kan ikke frede et område, bare fordi staten ændrer sin politik, siger han.

I en mail til Politiken skriver fungerende kulturminister Christina Egelund (M), at de kommuner, der sænker deres tilskud til museer, risikerer, at det statslige tilskud også vil blive sænket.

- Det er total urimeligt, hvis man kigger på, hvor meget vi som kommune støtter med. Vi støtter med langt, langt mere end mange steder på Sjælland. Derfor synes jeg ikke, det giver mening med en strafaktion mod os. Der er stadig langt fra balance i de her ting, siger Jes Lunde.

Han fortæller desuden, at kommunen giver omtrent 12 millioner kroner i støtte til Kunsten hvert år. Og fra næste år får Kunsten som bekendt 5,4 millioner kroner i statslig støtte. Samtidig får et tilsvarende museum, Arken i Ishøj, 1,8 millioner kroner i støtte af deres egen kommune og 28 millioner kroner i statslig støtte.

- Vi er slet ikke færdige med den her diskussion. Jeg vil gøre opmærksom på de her uretfærdigheder i kulturen. Der er lignende eksempler inden for musikken: Hvorfor får vores regions ene symfoniorkester eksempelvis markant mindre end Copenhagen Phil? Spørger han.