Elling-virksomhed vinder EU-udbud: Skal levere ammunition til Forsvaret
Foto: Reuters / Scanpix
Denex skal de næste syv år levere ammunition til Forsvaret.
Elling-virksomheden Denex, der er en del af den globale virksomhed Maxam, har vundet to EU-udbud om levering af ammunition til Forsvaret. Det skriver Kanal Frederikshavn.
Denex, der som virksomhed har rødder helt tilbage i år 1676, og som indtil 2008 hed Ammunitionsarsenalet, vandt udbudene om at levere ammunition til Forsvarets håndvåben samt om at levere artilleri- og morterammunition. Det skal de gøre de næste syv år.
- Vi var de billigste og mest konkurrencedygtige. Det er vi både glade for og stolte over. Udbudsprocessen har stået på i tre år. Meget mod vores vilje endte det som et åbent EU-udbud, hvor vi var oppe mod store udenlandske koncerner. Udbudet var delt op i fire kategorier. Vi blev prækvalificeret til at deltage i to af disse kategorier, og vi vandt dem begge, siger administerende direktør Peter Houlberg til Kanal Frederikshavn.
På kort sigt betyder det, at Denex kan fastholde sit nuværende aktivitetsniveau, men allerede i løbet af det næste års tid forventer direktøren, at antallet af ansatte skal stige fra de nuværende 65 til cirka 100.
Hvad den store ordre betyder for Denex rent økonomisk hverken kan eller vil Peter Houlberg komme ind på, men han fortæller, at Forsvaret, der er Denex' største kunde, ikke har købt ammunition ind de seneste tre år, hvor udbuddet har stået på. Det har betydet, at Denex kun har kunnet eksportere deres produkter med dertil mindre aktivitet. For et par år siden betød det, at man måtte afskedige 31 medarbejdere.
Ammunitionsarsenalet var en del af det danske forsvar indtil 2008, hvor virksomheden blev privatiseret.