Efter 68 års ægteskab vil kommune skille ægtepar ad
Foto: (Privatfoto)
De vil gerne tilbringe den sidste tid sammen, men den mulighed mener familien ikke, at parret reelt får.
I 68 år har Ella og Thorkild Andersen været gift. De er begge blevet 91 år, og nu driller deres helbred i en sådan grad, at det er nødvendigt for dem at komme i plejebolig.
Desværre er det ikke helt så let.
Frederikshavn Kommune vil nemlig skille parret ad, fordi der ikke er en ledig plejebolig med plads til to. I stedet vil kommunen give dem hver deres plejebolig på samme plejecenter - og prisen bliver væsentligt højere.
- Det vil formentlig tage livet af dem over kort tid. Det vil jeg tro, siger sønnen Ib Andersen til TV2 Nord.
Et dyrt og dårligere alternativ
Ægteparret har klaret sig selv i egen bolig til de var 89 år. Men nu er de på grund af demens og fysisk dårligt helbred blevet visiteret til plejebolig. Det blev de faktisk tilbage i februar.
Men løsningen, som Frederikshavn Kommune tilbyder dem, er ganske enkelt en løsning, det ældre ægtepar ikke har råd til. De er nemlig blevet tilbud en bolig hver, hvor der kan åbnes op mellem værelserne. Men det kommer til at koste for to boliger - nemlig 12.305 kroner per person inklusiv mad, vand, varme, el og rengøring.
Det giver ægteparret et underskud på godt 5000 kroner hver måned.
Ifølge botilbudsvejledningen fra Social - og Boligministeriet har forældrene krav på at kunne bo sammen. Såfremt kommunen har visiteret en borger, der ønsker, at bo sammen med sin ægtefælle, samlever eller registreret partner til en plejebolig, skal kommunen inden for to måneder tilbyde en plejebolig, der er egnet til to personer.
I Frederikshavn Kommune mener de ikke, at de har overtrådt nogle regler.
De har kun få større plejeboliger, og de er alle optaget.
Det skriver Kommunen
Vi har 5 boliger, som er noget større end de andre. Dem har vi fortrinsvis anvendt til ægtefæller.
Det er en udfordring hvis en borger visiteres til en plejebolig og flytter ind sammen med en rask ægtefælle, fordi den raske ægtefælle kan blive boende i plejeboligen mange år efter, at den visiterede borger er død. På den måde kan disse boliger hurtigt blive fyldt op.
Desværre kan jeg ikke udtale mig om den konkrete sag, men jeg kan sige, at hvis vi ikke rådgiver om frit valg af plejebolig, så er det fordi borgerne selv giver indtryk af, at de allerede er klar over det frie valg.
Henrik Hugo Pedersen, Centerchef for Social- og Sundhedsområdet samt konstitueret centerchef for Handicap og Psykiatri, Frederikshavn Kommune
Mistet tillid til kommunen
Senest har Frederikshavn Kommune nu tilbudt, at forældrene kan flytte ind i en plejebolig på Abildvej.
Den er ganske enkelt for lille. I grundlæggende er det en i soverummet, der er for lille, fordi personalet ikke mener, at de kan gå rundt omkring og servicere og løfte dem ud af en af sengen.
Ifølge botilbudsvejledningen har forældrene ret til at komme i en plejebolig sammen i en anden kommune på Frederikshavns Kommunes regning.
Det har kommunen pligt til at vejlede om, men ifølge Ib Andersen er det ikke sket.
- Der er selvfølgelig slået store skår i vores tillid til kommunen, siger han.
Forældrenes helbredssituation er så dårlig, at Ib Andersen frygter, at de aldrig når at komme i en plejebolig sammen.