Det skal være dyrere at parkere sin bil i Skagen om sommeren
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Frederikshavn Kommune foreslår, at det bliver dyrere at parkere i højsæsonen - til gengæld skal det være gratis resten af året.
Det skal være dyrere at parkere sin bil i Skagen om sommeren. Sådan lyder forslaget i hvert fald - et forslag som politikere i Frederikshavn Kommunes tekniske udvalg i dag skal diskutere.
I dag koster det penge at parkere i Skagen fra påske til og med efterårsferien - men med det nye forslag vil det kun koste i juni, juli og august - til gengæld bliver det så dyrere. Parkeringsafgiften vil stige fra 11 til 16 kroner pr time - og det vil betyde at kommunen fortsat kan forvente en indtægt på fem millioner kroner om året på den post.
I 2016 lød de samlede indtægter på 4.990.082 kroner. Heraf kom de 3.483.646 kroner fra højsæsonen, det vil sige de tre sommermåneder. Det svarer til 70 procent af de samlede indtægter.
Det er kommunaldirektør Mikael Jentsch, der indstiller forslaget til drøftelse i teknikudvalget, som har møde senere i dag mandag.
Ændringsforslaget kan træde i kraft fra 2018. Der er ikke taget højde for konsekvenser ved et eventuelt fald i antal af betalende gæster ved en takstforhøjelse.