Det kolde gys hitter
Grevinde Alexandre sprang ud som vinterbader til rekordfestival i Skagen
Skagen når nye højder med årets vinterbaderfestival.
For 8. gang afholder Skagen i denne weekend årets vinterbaderfestival, og allerede nu kan arrangørerne fra vinterbaderklubben Isbryderne i Skagen konkludere, at det bliver en mindeværdig en af slagsen.
- Der var en særlig stemning i år, og det er selvfølgelig også fordi, at vi har haft Alexandra med i vores gruppe, og hun indgik i den på lige fod med alle andre, og det var fantastisk, siger formand for Isbryderne Mette Hust til TV2 Nord.
At grevinde Alexandre pludselig meldte sin ankomst har kun gjort interessen for festivalen endnu større.
- Vi er meget beærede over, at Grevinde Alexandra har valgt at deltage i Skagen Vinterbaderfestival i år, og at oplevelsen med vinterbadning i Skagen er omtalt i hendes nye bog, forklarer Mette Hust.
2019 udgaven af Skagen Vinterbaderfestival blev hurtig udsolgt. 350 deltagere i alt fra 48 forskellige klubber. Der er endda 8 klubber fra Norge. Festivalen har for alvor fået slået sit navn fast, og sat Skagen på landkortet som en helårsdestination.
- Skagen Vinterbaderfestival er et vigtigt event for byen i januar, og den har haft en fantastisk spin-off effekt. Isbryderne gør en flot indsats og leverer et upåklageligt værtskab, når vinterbaderne kommer til Skagen for at opleve vores unikke natur og by, siger direktør ved Turisthus Nord René Zeeberg.
Det første år var de kun 90 vinterbadere, og siden er antallet steget fra år til år. Ifølge arrangørerne Isbryderne, så skal festivalen ikke være større. Direktøren for Turistnord er enig. Vinterbaderfestivalen er helt unik, som den er.
Da vi for otte år siden startede op, der sad jeg selv ved mit skrivebord og tænkte, hvad er det vinterbaderne har gang i? Hvad er det for noget? Hvordan laver man en vinterbaderfestival? Men da man så så det, og man så, hvad for en glæde, det skaber, så var det bare lige i skabet, og så er det gået frem lige siden, siger direktør ved Turisthus Nord René Zeeberg til TV2 Nord.