Derfor sælges der endnu ikke billetter til Skagen Festival
Der skal nok komme en festival, forsikrer formand.
Billetterne til Skagen Festival er endnu ikke kommet til salg, og det har vakt undren hos nogle af de lokale.
For de har nemlig været vant til, at billetterne bliver sat til første søndag i advent, som i år faldt 1. december. Sådan har det ikke været i år.
Men det er der en god grund til.
- Vores musikudvalg har arbejdet hele efteråret på at få booket kunstnere. Vi har sådan set alle navnene på plads, men vi mangler stadig at få underskrevet de sidste kontrakter. Vi vil helst gerne undgå, både for vores og for gæsternes skyld, at der ikke er nogen, der hopper fra i sidste øjeblik, lyder forklaringen fra festivalsformanden Jesper Hegaard.
Jesper Hegaard forklarer yderligere, at det er det tidligere musikudvalg, som havde gjort det til en tradition at åbne for billetsalget første søndag i advent. De stoppede sidste år, og derfor åbnede billetsalget også på et anderledes tidspunkt sidste år.
Det manglende billetsalg har derfor ikke noget at gøre med restaurationsforskriften, der i længere tid har været oppe og vende i Skagen, da festivallen ikke hører under restaurationsforskriften, da det er et kulturelt arrangement.
Festivalsformanden regner med, at billetsalget åbner inden jul.
- Der skal nok være en festival til sommer, forsikrer han.