Derfor koster lukningen af Danish Crown Frederikshavn Kommune 20 millioner
Foto: Bruno Stagsted / TV2 Nord
Lukningen af Danish Crown slagteriet i Sæby kommer til at koste Frederikshavn Kommune 20 millioner kroner - og nu håber kommunen, at staten vil spæde til den slukne kommunekasse.
Da Danish Crown tilbage i april meddelte, at slagteriet i Sæby ville lukke mistede 800 ansatte jobbet, og nu fire måneder senere har 233 af de tidligere slagteriarbejdere bosat i Frederikshavn Kommune endnu ikke fået nyt job.
Det koster kommunen 20 millioner kroner blandt andet på grund af udgifter til den kommunale beskæftigelsesindsats.
Derfor søger kommunen nu hjælp til at få dækket de uforudsete udgifter.
Og det er den statslige pulje til særligt vanskeligt stillede kommuner, som Frederikshavn håber at få penge fra.
Kommunen søger om 47 millioner kroner fra Indenrigsministeriet på grund af netop slagterilukningen, og fordi kommunen har færre skatteindtægter og end udgifter.
- Vi håber på hjælp, siger Birgit S. Hansen (S), borgmester i Frederikshavn Kommune og tilføjer.
- Vi har udfordringer med blandt andet at få alle tidligere ansatte på slagteriet ud i nyt job, det går ikke så hurtigt heroppe, som det måske ville have gjort i andre dele af landet, og derfor håber vi i år at få del i puljen til særligt vanskeligt stillede kommuner.
Håber på forståelse fra ministeren
Det er ifølge borgmesteren vigtigt for kommunekassen, at staten spæder til i den ekstraordinære situation, som kommunen pludselig befinder sig i, efter at en af kommunens største arbejdspladser Danish Crown tilbage i april meddelte, at slagteriet i Sæby ville blive lukket i løbet af sommeren.
- Vi vil blive straffet i det særlige og kringlede udligningssystem fra statens side, når vi pludselig har 233 borgere uden job, så derfor håber vi på forståelse fra ministeriet til at kunne få del i puljen, konstaterer borgmesteren.
Frederikshavn Kommune søgte også sidste år del i puljen på grund af de strukturelle udfordringer, som giver faldende indtægter og stigende udgifter, men fik den gang afslag.
Til gengæld fik Hjørring, Brønderslev, Jammerbugt, Morsø, Læsø og Vesthimmerlands kommuner sidste år alle del i puljen fra Indenrigsministeriet.