Er du gravid? Nordjylland trodser babyboom
"Velkommen til verden til de ekstraordinært mange babyer," skrev Regionshospitalet i Viborg denne sommer.
Men selvom juli traditionelt er årets travleste måned på fødegangen - og oktober altså derfor er den travleste i soveværelset - så har det ikke været ekstraordinært nord for Mariagerfjord.
Fødselstallene for juli måned på fødegangene i Hjørring og Aalborg er nemlig helt i tråd med de seneste år.
Vi har trukket på alle de kræfter, vi kunne
Kirsten Haulrik Bech, vicechefjordemoder
Dermed adskiller de nordjyske fødegange sig fra både Viborg-, Silkeborg- og Skive kommune, der i juli nåede op på 230 nye børn, hvor gennemsnittet normalt er omkring 180 til 185 babyer hver måned.
Faktisk er det faldende siden 2021.
På Aalborg Universitetshospital i Aalborg var der i 2021 335 fødsler i juli.
Bedre til at beskytte sig? Eller mindre tid i soveværelset?
Det tal faldt til 271 samme måned, året efter og i årets fødselsmæssige 'højsæson' kom 'kun' 262 børn til verden på Sygehus Nord.
Nordpå, i Hjørring, er udviklingen gået fra 136 fødsler i 2021 til 121 i år.
Om det er fordi, vi tilbringer mindre tid i soveværelset eller bruger mere prævention, melder historien intet om.
Til TV Midtvest sagde vicechefjordemoder, Kirsten Haulrik Bech, på Regionshospitalet i Viborg at de mange fødsler fik personalet til at spærre øjnene ekstra meget op.
- Det har været udfordrende. Vi har trukket på alle de kræfter, vi kunne. Vi har det samme tilbud for patienterne om sommeren, som vi har hele året. Det er kun fødselsforberedelsen, vi skærer ned på i juli, så det har været travlt, lød det
Særligt 6. og 18. juli var meget travle. Her blev der født hele 16 babyer på en dag. Det har man ikke set siden 2016, hvor det kun skete en enkelt gang.