Der kan ikke skaffes tandlæger i Skagen, så Anita må køre sine sønner til behandling 40 kilometer derfra
Skagen kæmper for at få tilflyttere til byen. Det gør det svært at rekruttere den nødvendige arbejdskraft og resulterer i, at nogle skagboer oplever, at serviceniveauet i byen bliver forringet.
Lokalerne er der, men der er ingen tandlæger til at kigge på de unge skagboers tænder. Derfor har Anita Holm Borup Kristiansen to gange på et halvt år oplevet, at hendes sønner er blevet henvist til den kommunale tandpleje i Frederikshavn.
Det betyder, at hun må tage fri fra arbejde for at køre sine børn de 40 kilometer fra Skagen til Frederikshavn og hjem igen.
- Det er jeg meget ærgerlig over, at jeg skal, og at det er nødvendigt, men det er desværre den vej, tingene går heroppe, siger hun.
Frederikshavn Kommune har forsøgt at skaffe tandlæger til den kommunale tandpleje i Skagen, men det er ikke lykkedes. Rekruttering er nemlig en udfordring i landets nordligste by.
- Vi har svært ved at tiltrække arbejdskraft. Når der er nye jobs, så kan det godt være en udfordring, siger Allan Kastor Andersen, der er formand for Skagen Erhvervsforening.
Anita Holm Borup Kristiansen, der arbejder som studiesekretær på Martec i Skagen, har samme opfattelse.
- Generelt er det svært at rekruttere her i lokalområdet. Det må vi jo bare indrømme, fordi det kræver jo også, at man skal trække hele sin familie med, siger hun.
Havde håbet på bedre økonomiaftale
Det forringede serviceniveau bekymrer skagboerne. Derfor ærgrer det også kommunens borgmester, at der kun blev afsat 1,3 milliarder kroner mere til den kommunale serviceramme næste år, da Kommunernes Landsforening og regeringen onsdag aften blev enige om en økonomiaftale for 2023.
- Vi havde jo håbet, at vi kunne få en anstændig økonomiaftale med regeringen, så vi kunne få nogle flere penge ud til velfærd i alle landets kommuner, og det fik vi ikke. Vi fik en meget stram aftale, siger Birgit Stenbak Hansen (S), som er borgmester i Frederikshavn Kommune.
Befolkningssammensætningen er en udfordring for Skagen. I løbet af de seneste 12 år er byens indbyggertal faldet med over 1000. I den periode er der kommet 388 flere borgere over 60 år i byen, mens antallet af børn og unge til og med 17 år er faldet med 461.
- Det, vi ser ind i, er, at vi har stigende udgifter og faldende indtægter. Derfor bliver der nogle prioriteringer, og det bliver både på børne- og ældreområdet. Langt de fleste af vores udgifter er jo ydelser til borgerne, siger Birgit Stenbak Hansen.
Gør det sværere at sikre tilflytning
Hvis borgerne oplever, at serviceniveauet bliver forringet, bliver det ifølge formanden for Skagen Erhvervsforening ikke nemmere at trække tilflyttere til byen for at besætte de ledige stillinger.
- Jeg tror stadig på, at det vil være et virkelig fint sted at bo, men det er da uhensigtsmæssigt, hvis vi skal pendle til Frederikshavn eller Hjørring for at få nogle ydelser, siger Allan Kastor Andersen.
Lykkes det ikke at lokke tandlæger til Skagen, må forældrene nok indstille sig på også at køre deres børn til behandling i Frederikshavn fremover. Anita Holm Borup Kristiansen håber, at det, hun oplever som afvikling, bliver vendt til udvikling.
- Man tænker, om det er det rigtige sted, man har bosat sig? Nu er vi en familie med tre små børn, og hvad er deres fremtid egentlig her i byen? Det er en ærgerlig udvikling, så det ville være rigtig fint, hvis vi kunne få det vendt og tiltrække nogle flere børnefamilier til byen, siger Anita Holm Borup Kristiansen.