Prinsesse Marie holder båltale i Skagen
Foto: TV2/Nord
Der bliver kongelig båltaler sankthansaften på Sønderstrand i Skagen. Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Marie har sagt ja til at deltage i midsommerfesten og holde årets båltale.
Efter to år uden sankthansfest i Skagen på grund af coronarestriktioner er der lagt op til en stor aften i år, når bålet tændes på Skagen Sønderstrand.
Til festen deltager ingen ringere end Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Marie. Det er nemlig lykkes Turistforeningen Toppen af Danmark at få prinsessen til at holde båltalen.
Det er sket med stor hjælp fra Skagens Kunstmuseer, som har skabt forbindelsen til kongehuset i forbindelse med deres aktuelle udstilling på museet i Skagen om P.S. Krøyer og udstillingen "Franske Forbindelser og Nordiske Toner”.
- Vi glæder os rigtig meget, og vi håber på omkring 10.000 gæster til arrangementet, siger direktør i Toppen af Danmark, Rene Zeeberg.
Sankthansfest på Sønderstrand i Skagen har i mere end 100 år været afholdt af turistforeningen. Traditionen stammer helt tilbage fra Skagensmalerne, som opstablede olietønder på stranden og samlede byens borgere om en søjlelignende flamme.
Samlingspunkt for lokale
Turistdirektør Rene Zeeberg håber også, at mange skagboer kommer til sankthansfesten i 2022.
- Vi plejer at tiltrække mange lokale, så hvis der kommer 10.000 gæster, så tror jeg, at halvdelen af dem vil være fra Skagen, siger Rene Zeeberg.
Sankthansfesten begynder klokken 20:30, og Prinsesse Marie ankommer til Skagen Sønderstrand klokken 20:45. Efter den officielle modtagelse går hun på talerstolen og holder båltalen klokken 21:10.
Udover båltalen skal Prinsesse Marie også deltage i et lukket arrangement på Skagens Kunstmuseer den 23. juni, når hun er i Skagen.