Bibliotek vil begrænse adgangen for unge, men kommunen siger nej
Foto: Lasse Dieckmann
Kommunen ønsker ikke at udelukke de unge fra biblioteket.
I Frederikshavn Kommune kan børn og unge selv lukke sig ind på byens bibliotek uden for den normale åbningstid, men adfærden hos de unge i aldersgruppen 12 til 15 år giver biblioteket udfordringer.
Biblioteket ønskede derfor at begrænse deres adgang og hæve aldersgrænsen for børn, der selv kan lukke sig ind.
Og netop det ønske skulle Frederikshavns politikere i byrådet tirsdag tage stilling til.
- Resultatet blev, at vi fastholder den grænse på 12 år for at man kan komme ind på de ubemandede åbningstider, vi har her på stedet, fortæller Peter Laigaard (K).
Det vil sige, at I jo så i virkeligheden går imod den indstilling, som jeres eget bibliotek er kommet med?
- Vi har bestemt lyttet til de overvejelser og bekymringer, man har fra bibliotekets side, men vi har også været enige om i udvalget, at de få skal ikke ødelægge det for de mange. Frederikshavn Bibliotek er en utrolig vigtig kulturinstitution, og vi synes, at vi ville komme til at udelukke alt for mange unge mennesker, hvis vi gjorde det, som administrationen foreslog, påpeger byrådspolitikeren.
Se hele interviewet herunder:
Biblioteket har ifølge Peter Laigaard oplevet dårlig opførsel og udadreagerende børn.
- Vi tror på, at med en socialpædagogisk indsats, så kan vi sørge for, at de unge mennesker også godt kan få lov til at være her. Og så må vi hjælpe dem lidt på vejen en gang imellem, forklarer han.
Hvis I vælger at fastholde den nuværende grænse, så skal der vel ske et eller andet? Hvad er det så, I vil skrue op for at få det til at fungere?
- I øjeblikket ved vi faktisk, at vores gadeteam-medarbejdere og også politiet kigger forbi en gang imellem og ser, om der er noget. Og der håber vi selvfølgelig på, at vi kan håndtere de her processer på den måde, afslutter Peter Laigaard.