Bankmand og jurist gør sig som bagere i Skagen
I Skagen er det en bankmand og en jurist, som står for brød og kager i et lokalt bageri.
De har en fælles passion for bagværk og særligt surdej. Og så har de det tilfælles, at ingen af dem er uddannet bager. Alligevel har de nu slået døren op til nyt bageri.
Den ene er bankmand. Den anden er jurist.
Begge elsker de at bage. En interesse de begge har med fra barndomshjemmet.
- Der lå en bagebog hjemme hos mine forældre, og så har jeg altid godt kunnet lide at lave mad og også at bage, og ja så ad mange omveje, så blev jeg professionel bager, siger Jonatan Chemnitz Hansen, der nu kan kalde sig chefbager hos det nyopåbnede Saxild Bageri, Café og Vinbar i Skagen.
Han har ligesom din kollega i bageriet, Thomas Madsen, været stærkt inspireret af kokken Claus Meyer, og de har begge for år tilbage været på bagekursus hos netop ham.
Jeg tror, folk er interesseret i at se, om vi kan noget. Det skal vi så vise dem, vi kan
Jonatan Chemnitz Hansen, Saxild Bageri, Café og Vinbar, Skagen
Mens Jonatan Chemnitz Hansen har indtaget det nyåbnede bageri på fuldtid, så er tjansen som bagerassistent i Saxild Bageri ikke noget, der fuldt ud erstatter Thomas Madsens arbejdsliv.
Han er til dagligt kunderådgiver i den lokale sparekasse i Skagen, og det job beholder han.
- Det bliver noget med, at jeg kommer og bager efter arbejde, i ferier og weekender, og når Jonatan har brug for mig, siger han.
Han har altid bagt en del derhjemme, ligesom han også har bagt til andre restauranter i Skagen, nu er det centralt i Skagen - hvor bageriet er en del af det nye spisested Saxild ved Anchers Hus, at bankmanden danner makker med juristen.
Umage makkerpar i bageriet
- Jonatan er kreativ og han er skrap til at sætte nogle smage sammen af forskellige blandinger, det kommer lidt let til ham, lyder de rosende ord fra bankmanden til juristen, som sender en rose retur:
- Thomas er god til skemaer, han er mere organiseret, end jeg er. Så han er godt til at skabe et godt arbejdsflow, siger Jonatan Chemnitz Hansen.
Det er Skagen Museum, der ejer stedet ved Anchers Hus og har forpagtet det ud til de lokale folk, der står bag Saxild Bageri, Café og Vinbar, der torsdag har haft sin første åbningsdag.
Og det er en åbning, der for det nye makkerpar i bageriet er ventet med spænding.
- Jeg tror, folk er interesseret i at se, om vi kan noget. Det skal vi så vise dem, vi kan. Og jeg kan i hvert fald lave surdej som ingen andre, slår Jonatan Chemnitz Hansen fast.