Bål antændt i opgang: Kvinde varetægtsfængslet i fire uger for brandstiftelse
Foto: Arkivfoto: Jesper Christiansen
36-årig kvinde sigtet for at tænde bål i en opgang i Vestergade i Frederikshavn. Politiet ser med stor alvor på sagen og mener, at flere personer har været i livsfare i forbindelse med branden. Kvinden er fængslet frem til 25. maj.
Opdateret kl. 15.17: Den 36-årige kvinde blev ved et grundlovsforhør for lukkede døre ved retten i Hjørring varetægtsfængslet i fire uger frem til 25. maj - sigtet for alvorlig brandstiftelse efter paragraf 180. Hun overvejer nu, om hun vil kære afgørelsen til landsretten. Det oplyser anklager ved Nordjyllands Politi Kristina Frandsen.
En 36-årig kvinde fremstilles klokken 14 i et grundlovsforhør ved retten i Hjørring. Hun er sigtet for brandstiftelse.
Det sker efter en episode i nat ved 01.30-tiden, hvor Nordjyllands Politi og Nordjyllands Beredskab blev kaldt ud til en brand i en opgang i Vestergade i Frederikshavn.
- Der var antændt ild til forskellige effekter, der var placeret foran en dør på tredje sal i opgangen, forklarer politikommissær Carsten Straszek fra Nordjyllands Politi.
Ifølge indsatsleder Bo Isaksen fra Nordjyllands Beredskab fik naboer slukket det antændte bål med vand, inden brandfolkene ankom til stedet, så mandskabets arbejde bestod primært i at få luftet ud i opgangen.
Ingen kom til skade ved branden.
Carsten Straszek fra Nordjyllands Politi fortæller, at klokken 02.15 anholdt politiet den 36-årige kvinde på en anden adresse i Frederikshavn og sigtede hende for brandstiftelsen i Vestergade.
- Jeg kan ikke komme ind på de nærmere omstændigheder til, hvad der fører til anholdelsen af kvinden. Men der er en relation mellem kvinden og personen i den lejlighed på tredje sal i Vestergade, hvor der var sat ild til forskellige effekter foran døren, siger Carsten Straszek.
Han oplyser, at politiet ser med stor alvor på sagen.
- Der var flere personer i lejlighederne i opgangen på det pågældende tidspunkt, og det er vores vurdering, at de har været i livsfare i forbindelse med branden.
Den 36-årige kvinde fremstilles klokken 14 i grundlovsforhør ved retten i Hjørring - sigtet for brandstiftelse.